Svært udgangspunkt inden returopgøret

I den første af 2 bronzekampe skulle Viborg HK her til aften jagte et godt resultat på udebane imod Team Tvis Holstebro. Det skulle vise sig at blive en lige så svær opgave som spået.

I starten viste Holstebro-forsvaret sig dog gavmilde, og på små fem minutter var stillingen 3-4. Hjemmeholdet fik tilkæmpet et straffekast, men Rikke Poulsen åbnede med at snuppe Nathalie Hagman fra de 7 meter, og så kunne AG fra en uvant plads på stregen bringe Viborg på 3-5.

Forsvaret var disciplineret i returløbet, og kontrafasen TTH er kendt for kom slet ikke i spil indledningsvist. Derfor kunne Rikke Skov tilkæmpe sig straffe, og her viste AG sig mere sikker end Nathalie Hagman i den anden ende. Efter 13 minutter kunne en tilfreds bænk anerkende en flot 4-8 føring til de grønklædte piger.

Silje Solberg stemplede herefter ind, og da der samtidig kom et par stolpeafslutninger krydret med flere udskiftninger, så kunne Stine Andersen lige pludselig bringe hjemmeholdet i front 10-9 efter små 19 minutter.

Indløbene indenunder TTH’s backs gjorde ondt i første halvleg, og med sin tredje stregscoring kunne AG udligne til 11-11. Det var dog hjemmeholdet der gik til pause foran 15-14, da de viste sig en smule skarpere i slutningen af de første 30 minutter. Værd at bemærke noterede Ann Grete Nørgaard sig for hele 9 af de 14 scoringer i første halvleg.

Team Tvis kom bedst ud fra omklædningsrummet, og Rikke Skov måtte en tur på bænken i to minutter i sammen øjeblik hjemmeholdet kom på 19-16. Angrebsspillet manglede disciplin, og så virkede Silje Solberg til at have læst skytterne.

14 minutter inde i anden halvleg kom Viborgs mulighed for at spille sig tilbage i kampen, for udover at score til 22-21 på kontra, så trak Louise Lyksborg samtidig en udvisning på Anette Jensen i TTH’s forsvar.

Perioden i overtal endte dog med de triste cifre 0-0, og så var vi ellers lige vidt. Team Tvis trak igen fra med tre, og den føring blev udbygget i slutminutterne. Angrebsspillet var præget af træthed og manglende fokus, og aftalerne blev ikke holdt i forsvaret. Det koster når man møder et hold der kører på som TTH, og med slutcifrene på 30-23 ser det svært ud i returkampen nu på onsdag i Viborg Stadionhal.

Se detaljeret kamprapport her

Se kampanalyse her