Sejr i årets sidste kamp

Silkeborg kom bedst fra start i 2015’s sidste kamp, hvor det var tydeligt kontrafasen var et af de våben gæsterne havde snakket om. Et par fornemme redninger fra Rikke Poulsen på Voel-playmakeren Sofie Bæk Andersen gjorde dog at hjemmeholdet også scorede sine 2 første mål på kontraer. Det etablerede angrebsspil havde det til gengæld svært overfor det rapfodede forsvar, hvorfor Allan Heine også tidligt tog en time-out efter blot 7 minutter bagud med to mål.

Viborgs franskmand Marie Paule Gnabouyou viste at hun var klar til at tage ansvaret, og et par scoringer fra hendes varme venstrehånd holdte hjemmeholdet i fornuftig afstand, før AG fra fløjen fik netmaskerne til at blafre 3 gange i træk til 7-7, 8-8 og 9-8 cirka halvejs i halvlegen.

Føringen på et mål holdt til pausen, og blev hurtigt udbygget efter ganske få minutter. Et velfungerende forsvar gjorde det konstant svært for Silkeborg, og fysikken talte til hjemmeholdets fordel. Føringen kom aldrig for alvor i fare, og derfor kan hjemmeholdet nu gå på nytårsferie med 2 point, og en 30-28 sejr over en af de direkte konkurrenter til en slutspilsplads.

Næste opgave venter den 6. januar, hvor holdet skal på den længste udebanetur i Primo Tours Ligaen. Her skal Viborg HK’s damer spille imod Nykøbing Falster, men det behøver du heldigvis ikke at gå glip af, til trods for at du muligvis ikke tager turen. TV2 Sport har nemlig allerede programsat denne kamp til deres tv-kanal.

Se spillerstatistik her
Se kampanalyse her