Optakt til kamp mod Nykøbing Falster

Viborg HK sætter i morgen kursen mod fjerne kyster. Og så alligevel ikke. Godt nok skal vi langt væk, men Nykøbing Falster er stadig indenfor de danske grænser.

De gul-blå fra Nykøbing Falster ligger inden opgøret på 4. pladsen i Primo Tours Ligaen og spiller med om de eftertragtede slutspilspladser. Viborg HK indtager fortsat andenpladsen i Primo Tours Ligaen.

Der er derfor masser på spil for de to hold frem mod opgøret i Nykøbing.

Ved seneste møde i Viborg Stadionhal stod Mie Sørensen en rigtig flot kamp i Viborg HKs mål, og hun forventer også en svær kamp, hvor der skal kæmpes for to point.

“Jeg forventer en kamp med højt tempo og mange angreb fra Nykøbing Falster. Derfor bliver vi nødt til at have fokus på at dække godt op.”

Dette gentager sig også hos Allan Heine da han bliver spurgt, hvad Viborg HK skal have fokus på for at komme sejrrigt fra opgøret.

“Nykøbing Falster er stærke i deres kontrafase, og vi skal være dygtige i vores returløb og komme ordentligt af med bolden i angrebet. Det er nok de to kardinal punkter for os.”

Kampen mod Nykøbing spilles sent onsdag aften, hvilket betyder, at spillerne har en lang bustur forud for kampen, og dermed skal holde kroppen klar.

“Vi skal sørge for at få hvilet i bussen og så vidt muligt slappe af. Det gælder om at få bevæget sig når vi kan ved at gå lidt i bussen og strække ben i pausen.” siger Mie på spørgsmålet om, hvordan spillerne holder kroppen klar på trods af en lang bustur.

Kampen vises ikke på TV, men Viborg Stifts Folkeblad tager den lange tur og vil komme med live opdateringer på deres hjemmeside.