Efter to sæsoner i Viborg HK venter nye eventyr i Nordjylland for Siri Seglem. Vi har taget en snak med hende om op- og nedture og hvordan tiden i Viborg HK har været for den norske fighter.

Sæsonen er slut og du skal videre og spille for en ny klub den kommende sæson. Hvordan har dine to år i Viborg HK været? De har været helt sindssyge! Viborg er en klub, som man drømmer om. Det er stort at spille i den grønne trøje og det har det virkelig været. På en måde er det et eventyr at spille her. Man skifter klub flere gange i sin karriere, og det er forskellige eventyr, men Viborg HK er en stor klub.

Hvad gjorde, at du kom til Viborg HK? Jeg kom fra Odense til Viborg og ville gerne prøve noget nyt. Da muligheden opstod at komme til Viborg var det ikke svært at beslutte sig. Det skulle være her.

Hvad ser du tilbage på og tænker, det var en stor oplevelse? Det er det hele. Jeg har tænkt lidt, og synes det er svært at finde en eller to ting. Det er det hele der gør, at det har været en stor oplevelse at spiller her. Pigerne, klubben, byen og alt omkring klubben er gået op i en højere enhed. Jeg synes det har været godt. Inden jeg kom til klubben havde jeg spillet Europæiske kampe i Odense og Aalborg, og det er jo fantastisk at opleve. Det at rejse med de andre piger giver så meget. Også det, at spille mod nogle andre hold giver noget helt andet end kampene i ligaen.

Når du kigger tilbage, hvor har dine store opture så ligget? Det er her, jeg synes det er svært at tænke kun på én ting. Det er lettere at se på det negative end positive. Jeg er ikke god til at huske enkelte kampe så det er ikke let for mig at pointere en kamp eller situation, der har været fantastisk for mig. På den anden side ville jeg ønske, at det var gået hurtigere med at komme tilbage efter min graviditet. Det har været lidt hårdt, og jeg havde håbet mit niveau havde været højere.

Hvordan var det så at sidde ude i første halvdel af sæsonen? Jamen det var egentligt fantastisk, for så længe det gik som det gjorde, så var der intet problem i at se holdet spille. Når det går godt, så får man ingen skyldfølelse over ikke at kunne hjælpe holdet, og jeg var simpelthen så glad for de succeser holdet havde. Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg havde været en del af det, men på den anden side følte jeg også, at jeg var en del af det, da jeg var med til alle kampene og trænede med så længe og så vidt muligt under min graviditet. Pigerne var også gode til at inkludere mig, hvilket var fantastisk.

Du trænede med langt inde i din graviditet og var med i de øvelser, der ikke var fysiske. Hvad er det der gjorde, at du var med så længe? For det første kan man være heldig at have en god graviditet. For det andet synes jeg indstilling har høj betydning. Jeg ville jo gerne i gang igen så hurtigt som muligt efter jeg havde født, og så er det vigtigt at holde sig i gang.

Hvordan var det så at skulle tilbage på banen og finde timing og samspil med pigerne igen? Pigerne var ikke noget problem i forhold til at komme i gang igen. Jeg havde jo ikke været væk så længe, og trænede med kort tid efter fødslen, så det gik rigtig fint. Timingen på den anden side var lidt sværere, men det gik og jeg er glad for at være kommet tilbage til slutspillet.

Når du ser tilbage på to sæsoner i Viborg HK, er det så to godkendte sæsoner? Ja, det synes jeg absolut. Selvfølgelig vil man altid mere, og det har været surt at slutte som nummer fire begge sæsoner. Denne sæson har været svær at se tilbage på, da den egentlig er godkendt, men vi var så tæt på at spille os i finalen.

Nu skal du videre og spiller fra næste sæson i EH Aalborg. Hvordan bliver det? Det glæder jeg mig til. Jeg har tidligere spillet i Aalborg og har stadig byen i mit hjerte. Nu har jeg fået mulighed for at komme til Aalborg igen, hvor jeg skal spille 1. division med Kristina Bille, som er min gode veninde. Det glæder jeg mig til at få med, og jeg håber at være med til at bygge noget stort op. Det er et spændende projekt de har gang i. Det betyder også, at jeg flytter med min familie fra Viborg til Nordjylland, hvilket også bliver rigtig godt. Vi har hele tiden sagt, at når håndbolden begyndte at lakke mod enden ville vi flytte nordpå og slå os ned i nærheden af Aalborg. Det har hele tiden været planen, da vi så er lidt nærmere familien. Mine forældre har også købt sommerhus i Nordjylland, hvilket er perfekt.

Hvad drømmer du om nu? Drømmen er at vi får etableret os i Nordjylland, og det er dejligt at vide, at vi skal bo her, og at fremtiden skal bygges op her. Vi skal ikke længere flytte igen som vi ellers har gjort grundet håndbold. Børnene skal begynde i skole og institution, og vi skal have en hverdag på plads, hvilket kommer til at give mere ro. Det glæder jeg mig til.

Når du ser tilbage på tiden i Viborg, hvordan har opbakningen så været? Den har været helt sindssyg! Jeg synes virkelig det er en kæmpe ting her i Viborg. Publikum kan mærkes helt ned på banen. I nogle haller er der okay med publikum, men de er helt stille og man mærker dem ikke på samme måde. Her mærker man det på banen, og publikum engagerer sig både når det går godt og når det går dårligt. Efter kampene kommer de og snakker med os, hvilket er en fantastisk opbakning! Betydningen af den support vi får er ikke til at undervurdere. Vores fanklub kører til Nykøbing og ser os tabe med ti mål, og alligevel siger de efter kampen ”Kom så, det var ærgerligt, men I er klar igen til næste kamp.” Det er helt vildt og det er dejligt med den positivitet der er omkring holdet.

Hvad kommer du til at savne ved Viborg HK? Jeg kommer til at savne det hele. Efter sidste kamp, da vi stod på banen og jeg så publikum tænkte jeg bare ”åh nej”. Det bliver jo ikke det samme at komme til 1. division, selvfølgelig er der håndbold og publikum, men det bliver ikke det samme som i Viborg HK. Det er det, som jeg kommer til at savne! Den stemning og følelse man mærker i kroppen, når man løber på banen bliver aldrig det samme, og det kommer jeg til at savne.

0
0
0
s2smodern

Mie Sørensen har spillet en enkelt sæson i Viborg HK, hvor hun om nogen blev kastet for løverne. Mie gik fra at være tiltænkt en rolle som tredjemålmand til pludselig at stå som førstevalg på posten. En opgave, som Mie trods sine kun 22 år har taget til sig og vist, at hun var i stand til at bære. Vi har taget en snak med Mie om op- og nedturene i sæsonen, og hvad hun vil huske sin tid i Viborg HK for.

Du har været i Viborg HK i en sæson. Hvordan har det været? Først og fremmest har det været fedt at spille i en klub som Viborg HK. Jeg har drømt om at spille for eller imod en klub som denne siden jeg var lille, så det har været en drøm, der er gået i opfyldelse. Der har også været perioder, hvor det har været hårdt. Både personligt, men også for holdet, synes jeg. Men når man kommer ud på den anden side har det helt sikkert været en god oplevelse.

Hvad har været hårdt som hold? Det har været, at vi i efteråret havde så meget medvind, og så gik vi ind til forårs-sæsonen, hvor vi begynder at tabe. Vi ved ikke helt, hvorfor vi begynder at tabe, men der sker bare noget mentalt i den periode, tror jeg. Jeg synes dog vi får hevet os op til sidst, og jeg synes vi kommer her fra med en fin følelse. Det var dog hårdt at skulle omstille sig fra at vinde hele tiden til at begynde at tabe. VI har måttet spørge os selv 'Hvordan takler man det?' Det har været hårdt. Personligt har det været hårdt at komme og være tiltænkt en rolle som tredjevalg til lige pludselig at havne som førstevalg. Det er et helt andet pres der hviler på skuldrene som førstevalg. Der er det ikke fint nok at gøre et kort indhop og rede nogle skud. Jeg gik fra at være overraskelsesmoment til pludselig at skulle præstere hver gang, og det har været hårdt. Særligt med tanke på, at jeg er ung og mangler rutine spil-mæssigt og mentalt, hvilket er med til at gøre en mere afslappet.

Hvad er det så der gør, at du kan komme så flot igennem en sæson, hvor du virkelig er blevet kastet for løverne? Kæmpe opbakning fra pigerne har helt sikkert hjulpet mig igennem. Jeg har ikke følt mig overladt til mig selv, og pigerne har hele tiden vist tiltro og givet udtryk for, at de stoler på mig og tror på, at jeg kan klare det. Sammenholdet på vores hold har været virkeligt stærkt og vi har hjulpet hinanden igennem de svære ting. Det har jeg kunnet mærke. Jeg ved godt, at mit niveau kontra Rikke’s niveau slet ikke er det samme. Hun er landsholdsspiller og er pisse dygtig, med en hel anden erfaringsbase end jeg. Trods det har jeg ikke mærket tvivl fra de andre, men kun oplevet fantastisk opbakning. Det har helt sikkert gjort, at jeg kunne præstere i de kampe jeg har præsteret i.

Er det en godkendt sæson for holdet? Jamen, det, der er lidt svært er, at man bliver farvet af den første halvdel af sæsonen, hvor alt gik rigtig godt. Jeg kom til holdet lidt inde i opstarten og var derfor ikke med til at snakke målsætning. Drømmemålet var selvfølgelig at få medaljer, men man var også tilbageholden med dette og jeg synes egentligt, at sæsonen er godkendt. Vi kunne få medaljer, og det føler jeg stadig var muligt med det hold vi har haft. Når vi har været gode har vi spillet rigtig flot, men med de udfordringer vi rendte ind i hen over sæsonen synes jeg egentligt, vi skal være tilfredse.

Hvad ser du tilbage på og tænker, det var fedt? Jeg har aldrig spillet europæisk før, og det synes jeg har været helt vildt. Det er noget helt andet end at spille den danske turnering. Turene giver holdet så meget udenfor banen også, da vi får et helt andet sammenhold. Vi har jo prøvet at strande i lufthavnen i flere timer, og skulle have det bedste ud af det. I de situationer kommer vi virkelig hinanden ved. Vi får grinet i de situationer trods det, at det måske er lidt træls. Man lærer at holde fokus på det man kan gøre noget ved, og ikke tænke over, hvad der skubber de oprindelige planer. Det har jeg virkelig været glad for at få lov til at opleve.

Hvad tager du med videre fra tiden i Viborg HK? Jeg tager i hvert fald mange af de tips og fif jeg har fået fra Susanne med videre. Jeg synes vi har haft et virkelig godt samarbejde. Jeg tager helt sikkert nogle af de gode kampe med, hvor jeg har bevist, at jeg kan.

Næste stop, NFH. Hvad glæder du dig til som NFH-Spiller? Jeg glæder mig til at få Jakob Larsen som træner og til at komme ned og spille med de piger, der bliver en del af holdet. Derud over glæder jeg mig også rigtig meget til at prøve at spille i Nykøbing som hjemmebane og ikke udebane. Det er en rigtig fed kulisse de har, så det bliver sjovt at prøve. Jeg synes NFH var en god mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Både fordi jeg kommer til at stå sammen med Greve, som jeg også synes er en rigtig dygtig målvogter. Så får jeg også en træner, som er kendt for at give de unge chancen. Miljøet virker professionelt i Nykøbing, ligesom her i Viborg, hvor man går til stålet hele tiden. Det indtryk har jeg også af Nykøbing Falster, at man ligesom her tager det seriøst og stiller høje krav til hinanden. Det er det, der har tiltalt mig meget.

Nykøbing har jo en helt anden spillestil end Viborg HK, hvordan tror du det bliver? Jeg er spændt på, hvordan det bliver med en ny træner, for jeg tror, at Jakob er anderledes i forhold til Niels. Jeg har haft nogle snakke med Jakob, og han vægter forsvaret rigtig højt, hvilket jeg tror bliver det store fokus, så det ikke bliver kontra-retur håndbold, hvor man ikke får lov til at stå nede og lukke af.

Har du ellers noget du gerne vil sige? Noget vi ikke har dækket? Når man tænker på Viborg som klub, så tænker man på den her storklub, hvor det hele bare handler om at vinde. Men nu, hvor jeg har været i det, har det været vildt at opleve de fans, der er her hver gang - også i modgang. Når man kommer tilbage på banen efter kamp, bliver man ikke mødt med sure bemærkninger når vi har spillet en dårlig kamp og tabt. Vi bliver mødt med smil og opmuntrende ord. Det er i bund og grund det grønne hjerte der skinner igennem, hvilket man mærker blandt fansene. De er her fordi de brænder for det lige så meget som vi gør. Det er fedt at opleve og jeg håber de fortsætte med at bakke så fantastisk op. Det betyder så meget for os på holdet. Jeg har fået et rigtig godt bånd til pigerne og fansene så jeg glæder mig til at komme tilbage næste sæson og hilse på alle igen. Fra Viborg HK ønsker vi Mie al held og lykke med de nye eventyr, og vi glæder os til at byde hende velkommen i VIBOCOLD Arena i den kommende sæson.

0
0
0
s2smodern

Hver sæson byder vi velkommen til nye spillere, der alle bliver en integreret del af Viborg HK og det DNA, der er indlejret i det grønne hjerte. Hver sæson må vi også sige farvel til spillere og ledere, der stopper karriere eller drager på nye eventyr. Det er ikke altid lige let at sige farvel, da samtlige spillere og ledere har givet os så mange oplevelser og sjove øjeblikke. Denne sæson er ingen undtagelse og vi siger farvel til flere profiler, som enten stopper karrieren eller skifter til nye klubber. Inden de rejser fra Viborg og skifter den grønne trøje ud med nye farver, har vi taget en snak om tiden i klubben og hvad der skal ske i fremtiden. MP Gnabouyou kom til Viborg til sæsonen 2015-2016 og har siden da udnyttet sin imponerende fysik på højre back.

Du har været i Viborg HK i to sæsoner nu, hvordan har det været? Selvfølgelig har der været op- og nedture, men generelt har det været en rigtig god tid i Viborg og jeg har fået en masse erfaringer og oplevelser med. Det har været en rigtig god oplevelse for mig.

Hvad har været det bedste ved at være her? Det bedste har været at møde skønne mennesker og spillere. Jeg har nydt at spille med og mod fantastiske spillere og jeg synes, jeg er vokset mens jeg har været i Viborg og har udviklet mig på flere områder. Det er første gang jeg spiller i udlandet og jeg synes det har givet mig meget. Det har ikke været let, men jeg gjorde det, og det er jeg glad og stolt over.

Hvorfor Viborg HK? Jeg ville gerne se noget nyt og få nye oplevelser i mit liv. Jeg havde spillet syv år i Toulon og syntes, at det var et passende tidspunkt at komme videre. Personligt og professionelt gav det mig også nogle muligheder, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg kendte ingen i Viborg inden jeg kom, og det har helt sikkert været et valg, der har medbragt lidt svære tider. Som den eneste på holdet, der ikke taler dansk har jeg måttet kæmpe lidt med det sproglige og forståelsen. Ofte ser man, at hold med udlændinge ofte her mere end én der ikke taler dansk, men her var jeg den eneste. Samtidig kom jeg alene til Danmark og det har også været svært til tider.

Hvordan gør man de svære tider til gode tider? Det har ikke været så svært at få noget positivt ud af de svære perioder. Jeg tror det hjælper, at min personlighed er åben og social. De andre piger på holdet har været rigtig søde ved mig, så det har selvfølgelig hjulpet, men det tager tid at tilpasse sig. Det er op og ned.

Hvad er nogle af de bedste oplevelser du har haft? Mange ting har været gode. Jeg kan næsten ikke vælge. Jeg synes det var stort, da vi vandt over Metz Handball på hjemmebane i sidste sæson. Det var et godt minde. I denne sæson synes jeg det var rigtig stort da vi på udebane vandt over Esbjerg. Ikke bare fordi vi vandt, men fordi der var så mange følelser involveret og vi havde det så sjovt efter kampen. Vi har generelt haft det rigtig godt på holdet og det vil jeg huske.

Hvad er så nogle af de hårde ting ved at spille i Viborg HK? Nogle gange er det hårdt ikke at forstå, hvad der bliver sagt. Det kan gøre, at man føler sig lidt udenfor. Samtidig er det hårdt at være alene i Danmark og ikke have nogen at komme hjem til efter træning eller kamp. Min familie har været på besøg flere gange, men selvfølgelig ville jeg ønske, at min familie var her oftere, så jeg kunne tilbringe mere tid med dem. Viborg er en fantastisk by og livskvaliteten er rigtig god i Danmark. Jeg nyder at gå ture i Viborg, men det kan til tider blive lidt ensformigt, da byen er noget mindre, end jeg er vant til i Frankrig, men jeg er rigtig glad for min tid i Viborg HK og byen!

Hvad har du fået tiden til at gå med når du ikke spillede håndbold? Jeg har ikke lavet så meget. Jeg har selvfølgelig trænet og ellers har jeg gået ture og shoppet lidt. Det er også hyggeligt at gå i biografen. Samtidig har jeg udnyttet fridage til at se veninder, bl.a. Balle, der spillede på holdet sidste sæson. Nu har jeg fået en kæreste, og det gør det hele lidt nemmere og mindre ensomt at være væk fra familien.

Hvilke erfaringer tager du med fra Viborg? Jeg tror, at jeg er blevet mentalt stærkere og er blevet bedre til at holde et positivt sind. Det er de to vigtigste ting jeg tager med mig.

Hvordan er atmosfæren i Viborg sammenlignet med Frankrig? Det er svært at sammenligne. Der er fantastisk støtte i Toulon såvel som i Viborg og de mennesker vil altid være i mit hjerte. Det er helt sikkert! Det er nærmest mytisk at spille i Viborg HK og trække den grønne trøje over hovedet. Det repræsenterer så meget, og når man har den trøje på så må man spille på et vist niveau.

Efter kampe er fansene altid omkring dig, og man kan se, de holder meget ad dig. Har du noget at sige til dem? Jeg har meget jeg gerne vil sige til vores fans. De støtter mig altid, også når det går mindre godt for mig. Det vil jeg gerne sige tusind tak for. Det er rørende at opleve den støtte og det vil jeg aldrig glemme. Selvfølgelig vil jeg glæde mig til at se dem igen en gang, for jeg håber virkelig at komme til Viborg igen enten på besøg eller som modstander. Hvem ved?

Nu skal du til Ungarn og spille for Siofok. Hvad glæder du dig til at opleve? Måske det er lidt for tidligt at sige. Sæsonen i Viborg er ikke afsluttet helt som jeg ønskede. Nu skal jeg med landsholdet til samling, så inden jeg tænker på min nye klub skal min tid her bearbejdes og så skal landsholdssamlingen overstås. Vi skal træne, testes og spille kampe mod Norge, så for at være ærlig trænger jeg mest af alt bare til lidt ferie, men jeg glæder mig til at komme ud og få nogle nye oplevelser og spille med de spillere der er i Siofok. Det bliver fantastisk at opleve stemningen i Ungarn, og spille sammen med andre franske spiller, hvilket også giver mere sammenhæng med landsholdet. Selvfølgelig bliver det også dejligt at se Böhme igen!

Hvad forventer du så af atmosfæren i Ungarn? De er vilde i Ungarn og det tror jeg passer godt til min stil og personlighed. Jeg kan godt lide når det er lidt hårdt og der er en presset stemning. Så jeg tror jeg kommer til at nyde det.

Nu skal du med landsholdet. Hvad drømmer du om for fremtiden på landsholdet? Landsholdet tager jeg lidt skridt for skridt. Jeg var ikke på landsholdet i en periode på halvandet år, og ved nu, hvordan det føles ikke at være på holdet og hvad det kræver at være med. Så jeg vil bare kæmpe videre og udvikle mit spil. Målet er at spille EM i Frankrig, så nogle år endnu med landsholdet er målet.

Har du noget du gerne vil sige til sidst, noget vi ikke har dækket? Det er vigtigt for mig, at vores fans og sponsorer ved, at jeg virkelig sætter pris på den støtte jeg og vi har modtaget. Det glemmer jeg aldrig. Derud over vil jeg også ønske alle pigerne held og lykke fremover. Det har været op og ned for mig, og de har altid støttet mig. Jeg ved det nogle gange har været hårdt at skulle oversætte alt og jeg sætter stor pris på, at de har gjort det, og jeg vil helt sikkert gengælde det, hvis de kommer til Frankrig. I Viborg HK glæder vi os til at følge MP's videre færd og ønsker al held og lykke med landsholdet og tiden i Siofok.

0
0
0
s2smodern