Udviklingen fortsætter for Ida-Marie

Det første vi sagde til hinanden på kontoret, da vi havde set Ida-Marie Dahl spille i den grønne trøje var: ”Her er da en spiller, der ikke gør noget halvt”, for Ida-Marie tackler modstanderen til dommeren fløjter eller bolden er i hendes hænder. I angrebet udnytter hun sin fantastiske fysik og hurtighed til at gøre livet rigtig surt for modstanderen, og uden for banen byder hun hver dag ind med store smil og godt humor.

Men hvem er Ida-Marie, og hvordan har hendes start i Viborg HK været? Det har vi spurgt hende til, da vi selv var nysgerrige på hendes svar.

- Jeg er 20 år og kommer fra Hvidovre som er en del af Storkøbenhavn. Her boede jeg, indtil jeg flyttede til Viborg, sammen med min mor, far og storebror, som er lige godt et år ældre end mig, så vi er et tæt søskendepar. Jeg er et rigtigt familiemenneske, og hele min familie bor inden for en radius af 40 meter, både min moster og mormor er tæt på, så jeg er vant til at have familie omkring mig, og nyder at være sammen med dem.

Som stort familiemenneske kan det virke overvældende at flytte hjemmefra og samtidig flytte på den anden side af landet. Det tager Ida-Marie heldigvis i stiv arm, og hun er faldet godt til i byen. Ida-Marie er flyttet i lejlighed i et kompleks, hvor flere af de andre spillere på holdet også bor. Bl.a. Kristina Jørgensen, som er en af Ida-Maries meget gode veninder. De er vokset op sammen på ungdomslandsholdene og spiller nu sammen på klubhold for første gang.

- Det har været langt lettere end forventet at flytte til Viborg. Jeg bor sammen med nogle af de andre piger fra holdet, og det har fungeret rigtig godt. Man føler sig aldrig alene og jeg har rig mulighed for at sætte mig ind til en af de andre, hvis jeg keder mig, og samtidig gå hjem til mig selv, hvis jeg har brug for lidt tid for mig selv.

- Jeg synes det har været super nemt og folk har været super flinke til at tage imod mig.

At flytte til Viborg HK medfører også et større kendskab til sin person og sit erhverv. Noget Ida-Marie har mærket siden hun er flyttet til byen, da opmærksomheden omkring holdet her er større end hun tidligere oplevede i Ajax København.

- Det er helt klart lidt specielt. Nu kommer jeg fra Ajax, hvor vi tabte mange kampe, men ikke med samme pres. Der var ingen krise over de tabte kampe, hvorimod her kan man godt mærke, at der er et større pres og forventningerne er høje. Når vi er nede i byen ved alle nærmest, hvem vi er, og folk kommer op og snakker med os om vores start på sæsonen, så jeg kan godt mærke presset.

- Der er flere kommentarer til spillet og hvad der er godt og skidt, så det er anderledes. Men jeg synes det er gået fint og pigerne er gode til at håndtere det. Generelt synes jeg, at vi er gode til at fokusere på os selv og hvad vi gør godt i stedet for at fokusere på alt det, der kommer udadtil.

Ida-Maries talent er ikke til at overse, og hun har gennem årene markeret sig på ungdomslandsholdene, i Ajax og nu er turen kommet til Viborg HK. Den store udvikling i hendes spil har også medført opmærksomhed fra landstræner Klaus Brun Jørgensen, der netop har udtaget Ida-Marie til udviklingslandsholdet.

- Det er super fedt at få lov at prøve sig af. Det er jo et tegn på, at det går i den rigtige retning, at man fortsat udvikler sig og Klaus kan se, at der måske er noget potentiale. Det er super fedt og det bliver fedt at prøve kræfter mod nogle endnu bedre spillere og samtidig stå i den danske landsholdstrøje.

Men hvordan reagerer man, når man som 20-årig udtages til udviklingslandsholdet og dermed også er inde i varmen til A-landsholdet?

- Jeg fik det at vide på samme måde som når vi har været udtaget til ungdomslandsholdene. Så jeg fik en mail og sad i min sofa og tænkte, ”nå, der kan man bare se”. Så ringede jeg til min mor, som også sagde ”nåe, jamen det var jo fint” og så tog jeg en lur på 20 minutter. Men da jeg vågnede fra min lur, havde jeg fået et hav af beskeder, så det var meget nice. Det kan være det ikke helt er gået op for mig, men det kommer nok.

Ida-Marie samles med Udviklingslandsholdet samtidig med, at A-landsholdet samles til Golden League. Hun vil være med i træningskampe mod Norges rekruthold.

Inden Ida-Marie tager hul på internationale kampe med Udviklingslandsholdet skal hun spille kvartfinalen i Santander Cup mod Team Esbjerg. Kampen spilles torsdag d. 20. september kl. 20.30 i VIBOCOLD Arena. Billetter kan købes her