Vi trykker F5 på det mentale tastatur

Overskriften beskriver meget godt, hvordan Allan og pigerne har valgt at anskue aftenens kamp, og er noget af det, som han også kommer ind på i sin klumme i vores match magasin som kan læses her på siden fra kampdagen.

Når Randers HK i morgen kommer til VIBOCOLD Arena til lokaltopgør i HTH Ligaen spår Allan, at det bliver en intens og spændende kamp. Det har kampe mellem Viborg HK og Randers HK nemlig for vane.

- Det er jo en af de opgaver, som ofte har givet gode, intense og spændende kampe mellem Randers og Viborg gennem tiderne. Der har været store opgør, og det tror jeg også det bliver den her gang. Det er to hold, som rigtig gerne vil vinde og det er to hold, som er i gang med at bygge et hold op. Så derfor tror jeg, det bliver en kamp med høj intensitet og med - måske - en smule nerve i starten. Så det glæder vi os til, fortæller Allan inden sidste træning inden kamp. 

Ligesom Viborg HK, har Randers ikke fået en pointrig start på sæsonen. To point er det blevet til over fire kampe, hvor vi endnu har point til gode. Spillet de seneste kampe giver dog håb for, at der snart er point på vej til Viborg. Senest mod Odense blev der lagt ud i et fantastisk tempo, hvor defensiven stod stærkt og lagde grundstenen til en god kotrafase. Det spil skal vi have frem igen, hvis vi skal besejre Randers. 

Meget lig vores hold, har Randers HK en god blanding af rutinerede spillere og unge up-and-coming spillere. Det er en kombination, som Allan ser som en svær opgave i morgen, men en opgave, som han også tror på, at han og pigerne kan overvinde. 

- Tager man Randers’ bagkæde, så har de Jamina Roberts, Camilla Dalby og Ninna Müller i bagkæden, og så har de Sabine Petersen på stregen. De tilføjer alle holdet rutine og er vant til at spille de hårde kampe. Disse spillere er suppleret op med relativt unge fløje og målvogtere, så det er lidt 50/50. Det er dog et ret nyt hold, så Niels er i gang med at bygge noget helt nyt op, og der vil være svingende præstationer i starten. På den front er de meget lig os, og lige så sikker som jeg er på, at vi kommer stærkt igen, lige så sikker er jeg på, at Randers også kommer stærkt igen. Bare ikke i morgen, slutter Allan med et smil. 

Kampen mod Randers HK spilles i VIBOCOLD Arena onsdag d. 12. september kl. 19.00.

Billetter kan købes her.