Bussen har sat kurs mod København, og luften er tyk af spænding, energi og koncentration frem mod dagens semifinale mod København Håndbold. 

Eksperterne har udnævnt hjemmeholdet fra KBH som favoritter i dagens opgør, og har lagt vægt på holdets flotte hjemmebanestatistik. Det skræmmer heldigvis ikke i Viborg HK, hvor vi flere gange i sæsonen har stået med rollen som underdog og kommet sejrrigt fra det. Det går vi også helhjertet efter i dagens semifinale, som er den første af to, evt. tre. Det er nemlig sådan, at slutspillet er bygget op efter bedst af tre, med det hold, der først når tre eller flere point som bedst. Derfor er dagens kamp utroligt vigtig, da den fordeler presset frem mod anden og potentielt afgørende semifinale. En tredje semifinale kommer kun i spil, såfremt der er pointlighed de to hold imellem efter to kampe. 

I dagens kamp handler det om at skabe det bedst mulige udgangspunkt frem til kamp 2 i VIBOCOLD Arena på tirsdag, og Allan og pigerne er klar. Det ses tydeligt fra den snak Allan har haft med Viborg Stifts Folkeblad om daens kamp. Her siger han: 

- Pigerne glæder sig. De er fyldt med spænding og energi, og de virker meget koncentrerede i forhold til den opgave, vi skal ind og løse. Nu har vi nået målsætningen fra sæsonens start - at komme med i medaljespillet. Og nu vil vi selvfølgelig rigtig gerne have det fineste af det fineste. Jeg synes ikke, man kan være andet bekendt, når man er nået så langt, siger Allan til Viborg Stifts Folkeblad.

Vi kommer til kamp med nogle rigtig godte kampe i rygsækken, og missionen er at tage det ode spil med videre fra kampene mod FCM og Silkeborg-Voel KFUM. Der er ikke noget større end at spille med om medaljer i den danske liga. I dag gør vi alt vi kan, for at få et fantastisk udgangspunkt frem til tirsdagens anden semifinale i VIBOCOLD Arena. Billetter til den anden semifinale i VIBOCOLD Arena er allerede nu til salg på shop.vhk.dk

Dagens semifinale mod København Håndbold spilles i Frederiksberg Hallerne kl. 14.10 og kan ses på TV2. Her start optakt fra kl. 13.50

 

 

 

0
0
0
s2smodern