Ballerinaen der blev håndboldspiller

Hendes far var professionel håndboldspiller og spillede kort før Sannes fødsel i spanske Valencia. Det har derfor ligget i kortene, at Sanne også skulle blive håndboldspiller, og så alligevel ikke.

- Min mor havde lidt en plan om, at vi ikke skulle ende som en håndboldfamilie og sendte derfor min søster og jeg til andre sportsgrene. Da jeg var omkring 5-6 år startede vi til ballet, og da vi skulle afsted for anden gang ville vi ikke. Det undrede min mor sig noget over, da vi havde ønsket at gå til ballet længe. Men ønsket gik mere på ballerina tøjet end på selve dansen, så da vi havde fået tøjet ville vi ikke længere gå til ballet, fortæller en grinende Sanne, som fortsætter med at fortælle, at det var uundgåeligt, at hun startede til håndbold.

- Vi var altid i hallen og fik håndbolden ind som en del af vores opvækst. Det var derfor naturligt, at jeg skulle spille håndbold.

Sanne startede som lille i hollandsk håndbold, og har siden spillet i SønderjyskE og i Toulon i Frankrig, hvorfra hun kom til Viborg HK før denne sæson. Desværre har en skade i knæet voldt problemer i første halvdel af sæsonen, men hun er klar igen, og har været en vigtig brik i Viborg HK's spil de seneste kampe.

- Det har været hårdt i starten, for jeg vil jo rigtig gerne vise, at jeg kan bidrage til holdet. Derfor er det også rigtig dejligt at være tilbage, og i kamp. Pigerne har været rigtig søde til at inkludere mig og jeg har rent socialt fået en god start i Viborg og jeg er glad for at være her. Det er som en lille familie. Når man kommer ude fra er det rart at føle sig hjemme, og det gør jer her.

I løbet af de seneste kampe er der kommet flere eksempler på Sannes fantastiske skud, og spillet er blevet åbnet mere op i højre side. 

Fra Frankrig er Sanne vant til en anderledes spillestil og klubkultur. Som landsholdsspiller med erfaring fra internationale turneringer og klubber har Sanne derfor indsigt i, hvad forskellene på sportskulturen er i de to lande.

- Jeg kan rigtig godt lide den danske spillestil og klubkultur. Spillerne i den danske liga er meget professionelle og tænker meget over deres træning og kost. Det er fantastisk at spille i et land, hvor spillerne er så engagerede og jeg kan rigtig godt lide, at der bliver gået til den til træning og i kamp. Alle går efter det samme mål og gør en indsats for at nå målene, og det er vildt fedt. Det er sådan jeg kan lide at leve, så jeg nyder at være en del af Viborg HK.

Med hollandsk pas er Sanne langt hjemmefra. Det kan til tider være hårdt at være langt fra familien, men heldigvis er hun ved at være vant til det, og hun sørger for at se familien så ofte det er muligt. Båndet til Frankrig er ikke brudt helt endnu, og Sannes kæreste bor fortsat i Frankrig, hvor han er professionel rugby spiller. Derfor bliver tiden også splittet mellem Holland og Frankrig, når der er mulighed for det.

- Min familie bor i Holland, og det tager heldigvis ikke så længe at flyve til Danmark. En time og de er i Danmark, så jeg ser dem forholdsvis ofte. Det er dejligt og jeg nyder at have dem på besøg og på tilskuerpladserne når vi spiller kamp. Min kæreste har også været i Danmark flere gange, og det er rart at han også er forholdsvis tæt på. Det er lidt specielt at have bånd til tre forskellige lande, men det fungerer og jeg har hurtigt vænnet mig til det.

I Viborg HK har vi allerede vænnet os til Sanne, der med sit positive og imødekommende væsen tager alle med storm. På banen klapper hun til den, og giver den fuld skrue når chancen byder sig. Uden for banen er Sanne typen, der altid er klar til en snak, og den kan foregå på modersmål, engelsk, og dansk. Sanne har nemlig holdt det danske ved lige siden sin tid i SønderjyskE, og benyttede sig ofte af muligheden for at snakke med sine skandinaviske holdkammerater i Toulon. Så trods lidt generthed over at snakke dansk, kan vi i Viborg HK skrive under på, at Sanne sagtens kan begå sig i det danske.