Skidt første halvleg gjorde udslaget

Det mest sagte ord i VIBOCOLD Arena i aften må være 'nej'. Der var simpelthen for meget der ikke ville lykkes mod et stærkt Silkeborg-Voel mandskab. Brændte chancer, tekniske fejl og misforståelser i forsvaret var kendetegnende for særligt første halvleg, og trods anden halvlegs strabadser for at komme tilbage, lider vi i dag et nederlag på 25-30.  

"Første halvleg var pinlig. Vi var der simpelthen ikke og jeg synes det er under al kritik. Det er ikke i orden, og vi skal alle kigge ind ad. Nu har vi efterhånden dummet os nogle gange, og jeg føler, at når vi lander dybt, lander vi ekstremt langt nede på et niveau, jeg ikke troede vi havde. Vi er bagud med 10 på hjemmebane. Jeg er sur og skuffet" siger Stine Bodholt efter kampen, og slår fast, at troen på et come-back levede, men at de tekniske fejl var for dyre i dag. 

"I anden halvleg begynder vi at løbe. Vi løber vores kontra og får scoret. Det giver troen på, at vi kan komme igen, men vi laver tekniske fejl på vej op af banen, som gør, at vi ikke helt når at hente dem. Jeg føler, at vores forsvar begynder at stå godt, Poulsen får fat i målet og vi løber, men vi laver alt for mange tekniske fejl. Vi er bare ikke skarpe nok hver især, og det er ikke i orden. Nu skal vi hjem og finde ny energi. Vi skal tage det positive med, at vi kommer tilbage og har mulighederne. En ny kamp venter, og det er altid fedt at spille håndbold. Du vinder eller du lærer, og vi skal lære af det her."

Gæsterne fra Silkeborg-Voel startede ud som lyn og torden, og for hver fejl fra Viborg HKs hænder blev bolden afleveret tilbage i egne netmasker. Med det høje tempo, Silkeborg er kendt for, udspillede de vores piger med det resultat, at vi efter 12 minutter var bagud 4-9. Fem minutter senere viste tavlen 4-12, og gode råd var dyre. 

De godt 1200 publikummer der var mødt op i VIBOCOLD Arena gjorde hvad de kunne for at hjælpe Viborg HK-pigerne. Ved pause stod der 10-18.

I løbet af anden halvleg får Viborg-pigerne kæmpet sig tilbage i kampen, og trods det, at der kort inde i de sidste 30 minutter er en difference på 10 mål, kæmper de grønblusede videre, og fighter sig tilbage i kampen. Desværre ikke nok til at få point med i dag, men anden halvleg vindes 15-12.

"I første halvleg går vi ikke direkte på mål i angrebet og forsøger os med indspil til stregen som gør, at de fanger mange bolde. Når de så løber, når vi ikke hjem, og de får scoret mange kontramål. Det er hvad Silkeborg er gode til og de får mange lette scoringer. Vores 10 mål i første halvleg er egentligt okay, men deres 18 er alt for mange," siger Carin efter kampen. 

Rødt kort

Netop Carin måtte se det meste af anden halvleg fra tilskuerpladserne, da hun ca. 10 minutter inde i anden halvleg får rødt kort for en situation i Silkeborg-Voels andenbølgekontra. Her løber Carin sammen med en Silkeborg-spiller, og det takserede dommerne til et rødt kort. Et kort, som Carin ikke selv var helt enig i.  

"Jeg har ikke set det på video, men det føles som om vi har krop mod krop. I hvert fald har jeg mine hænder lavt, så hvis de kommer nær hendes ansigt, skal hun være meget lavt. Samtidig tænker jeg, at jeg vejer mindst 20 kilo mere end hende, og så kommer det til at se voldsomt ud. Fra min side er der ikke rødt kort, måske to minutter, men jeg kan ikke ændre det nu."

Fra sin stol på tilskuerpladserne kunne Carin følge sine holdkammeraters fight for at komme tilbage i kampen.

"Jeg synes pigerne gør det godt og kæmper som fanden. På et tidspunkt er der jo kun fire mål op og anden halvleg kører vi på. I forhold til første halvleg laver vi et lille come-back, men det gik desværre ikke hele vejen." 

 

Pigerne har nu en lille uge til at forberede sig til næste kamp som er på udebane mod TTH Holstebro. 

Næste hjemmekamp er mod Ringkøbing Håndbold. Denne kamp er flyttet grundet kvartfinale og spilles nu d. 28. februar kl. 19.30.

 

 

Målscorere for Viborg HK:

Kristina Jørgensen 8

AG Nørgaard 4

Stine Bodholt 4

Carin Strømberg 2

Line Uno 2

Sanne van Olphen 2

Natasha Nolevska 2

Nikoline Lundgreen 1