Carin Strömberg har forlænget sin kontrakt med Viborg HK så hun tørner ud for klubben yderligere tre sæsoner. En forlængelse, der skaber stor glæde i Viborg HK.

”Vi er rigtig glade for at kunne offentliggøre en forlængelse med Carin Strömberg. Carin har denne og sidste sæson vist den kampånd og vilje, som Viborg HK er kendetegnet ved. På og uden for banen går Carin gerne forrest, og det er vigtigt og uvurderligt. Hun er en spiller, som kan bygge lag på vores spil, så vi fortsat når de målsætninger, som vi sætter i klubben. Vi får en forholdsvis ung trup næste sæson, og det er vigtigt at have spillere med erfaring og ben i næsen. Det har Carin,” siger Henrik Dahl, direktør i Viborg HK.

Strömberg kom til Viborg HK til sæsonen 2016/17 fra sin barndomsklub Skuru IK. Som en del af Viborg HK var Carin en af de bærende kræfter sidste sæson, hvor truppen nåede Final 4 og semifinalerne i Primo Tours Ligaen. Siden sin debut på det svenske A-landshold i 2013 har Strömberg repræsenteret sit hjemland ved flere mesterskaber, inkl. de Olympiske Lege i 2016. Nu bliver Strömberg i Viborg HK frem til 2021, hvor hun med sin store erfaring og mentale styrke er tiltænkt en bærende rolle. En rolle, som Strömberg selv er klar til at tage på sig.

”Jeg er virkelig glad for at forlænge med Viborg HK, en fantastisk klub, som jeg er meget tilfreds med at blive hos. Klubben har en tydelig plan for fremtiden med et mål om at vinde medaljer i ligaen og igen at spille Champions League, hvilket er i overensstemmelse med mine ambitioner. Jeg har et mål om at blive en af verdens bedste playmakere og tror, at Viborg har det rette miljø for at jeg kan nå mine mål. Samtidig tror jeg også, at jeg har meget at bidrage med på vores hold, da jeg er en lidt anderledes playmaker og gerne tager ansvar for spillet. Derudover er jeg mega fan af Viborg som by og har det rigtig godt med pigerne på holdet og nærheden til min kæreste,” siger Strömberg.

0
0
0
s2smodern