Fra den kommende sæson vil Pauline Bøgelunds navn være at finde på Viborg HKs holdkort. Det er en realitet efter klubben har lavet en tre-årig aftale med ligaprofilen.

”Jeg har valgt at skifte til Viborg HK fordi min mavefornemmelse fortæller mig, at det er den rigtige klub for mig, hvis jeg skal tage det næste skridt i min karriere. Det er specielt det gode klubmiljø, og de høje sportslige ambitioner, der har haft indflydelse på min beslutning. Jeg ser rigtig gode muligheder for at fortsætte min udvikling under Allan Heine, som jeg ser som en utroligt kompetent og empatisk træner. Derudover råder klubben over mange dygtige spillere på alle positioner, som jeg glæder mig til at spille sammen med,” siger Pauline Bøgelund.

21-årige Pauline Bøgelund spiller i denne sæson for TTH Holstebro, hvor hun bl.a. spiller sammen med Stine Andersen, der også skifter til Viborg HK til den kommende sæson.

Pauline har fået sin håndboldopdragelse i Tommerup HK på Fyn, og rykkede som u-16 spiller til FC Midtjylland. Samtidig har hun været med omkring de danske ungdomslandshold og fik debut på A-landsholdet i starten af 2017. I klub-regi er Pauline som oftest brugt på højre back, men på landsholdet bruges hun hovedsageligt som højre fløj. I Viborg HK er der dog klare forventninger til, hvilken position, Pauline skal indtage.

”Paulines rolle på landsholdet har hovedsageligt været som højre fløj, men det er ikke der, hun er tiltænkt en rolle hos os. Det er hovedsageligt som højre back,” siger Allan Heine om Pauline og fortsætter.

”Jeg har fulgt Pauline en del år nu, både i FCM og nu TTH, og jeg synes det var et rigtig fint skifte fra Midtjylland til Holstebro. Hun har fået en masse spilletid og ansvar, og jeg synes hun ligner en moden spiller, der er klar til et større ansvar og en større klub, hvor hun skal indgå i en trup, der har stor konkurrence. Hun er en spiller, der er dygtig i begge ender og på det hurtige spil og som spiller klogt. Hun er god til at se muligheder, specielt for sine holdkammerater, så vi glæder os til at få hende i truppen.”

0
0
0
s2smodern