Vi skal rejse os igen!

Der er kun én ting at gøre, når ting ikke går som man ønsker. Rejs dig og kæmp videre! 

Ligemeget hvordan en kamp er gået, nytter det ikke at bruge for meget energi på at hænge sig i det negative. Med en ny kamp i sigte er der kun at se fremad.

Det har Allan og pigerne gjort i denne uge, hvor nederlaget i Santander Cuppen er bearbejdet med masser af hård træning og taktiske tiltag. Der skal andre boller på suppen og spillet skal forbedres til i aften, hvor Team Esbjerg byder velkommen på deres hjemmebane.  

Team Esbjerg har et stærkt mandskab med vind i sejlene, og truppen ligger lige nu på andenpladsen i HTH Go Ligaen. Allan og pigerne får derfor også sit at se til, når de i aften stiller til kamp i Esbjerg. 

Som Allan siger til Viborg Stifts Folkeblad:

"Vi skal spille på andre tangenter mod Esbjerg, og vi skal være super skarpe, for ellers har vi ikke en chance mod et så stærkt og samtidig formstærkt mandskab. Lige nu handler det mest om den udgave af os selv, som vi skal vise frem, og jeg fokuserer ikke så meget på kampens resultat." 

Foruden fokus på eget spil skal pigerne i dag op imod en tilbagevendt Estavana Polman, der er kommet stærkt igen efter endt barsel. Samtidig har Sandra Toft stået flot i målet indtil nu. Haugsted, Jørgensen og resten af pigerne skal derfor holde fuldt fokus hele kampen for at hamle op med et formstærkt Team Esbjerg. 

Desværre må vi i dagens kamp se bort fra Stine Bodholt, der slog sit knæ i kampen mod Aarhus United i Santander Cup og derfor ikke kan spille i aften. Heldigvis har en scanning vist, at der intet er ødelagt i knæet. Vi håber at have hende tilbage på banen i den nærmeste fremtid. 

Kampen mod Team Esbjerg kan følges på TV2 Sport såvel som via liveblog hos Viborg Stifts Folkeblad. 

Kampstart kl. 19.30.