Der var en fantastisk stemning i VIBOCOLD Arena i dag, hvor godt 2.000 tilskuere var mødt op for at støtte vores piger mod et profilspækket Odense hold. 

Stemningen var helt i top og var en medvirkende faktor i at gøre kampen spændende. Første halvleg fulgtes de to hold ad, dog med Odense et lille skridt foran. Desværre havde Odenses forsvar også perioder i første, såvel som anden halvleg, hvor de lukkede ned for vores angreb, så scoringerne var længe under vejs. 

I anden halvleg trak Odense endnu mere fra, og så lige så stille ud til at løbe fra hjemmeholdet. På et tidspunkt midt i anden halvleg førte de med 4-5 mål, og hjemmeholdet havde svært ved at finde vej til netmaskerne. Men lige så stille lykkedes det, og med et par straffescoringer af Kris, samt nogle flotte mål fra fløjene og bagspillerne fik vi lige så stille spist os ind på Odenses føring. Med ca. 10 minutter igen var det kun et enkelt mål der skilte de to hold, og publikum anede en mulighed for at hjælpe hjemmeholdet helt op. 

VIBOCOLD Arena kom op og stå, og gjorde hvad de kunne for at bringe gæsterne i ubalance, samtidig med, at de heppede på hjemmeholdet. Desværre uden held, og Odense fik udbygget deres føring, og kampen ender 25-29 til Odense. 

Det var en ærgerlig men fattet Allan Heine, der kunne gøre status efter kampen.

"Jeg ser det som nogle små detaljer hen over kampen, der desværre ikke tipper til vores fordel. Jeg synes Odense spiller en rigtig flot kamp, og gør det vanskeligt for os i perioder, men jeg synes også vi har momentum. Desværre tipper det til Odense til sidst, og det er super ærgerligt. Der er dele i defensiven og i vores kontrafase der rammer, hvor vi gerne vil, men set over en bred kam mangler vi de skarpe detaljer i de afgørende øjeblikke, der helst skal tippe det til vores fordel." 

Ved kampen var det som altid publikum, der valgte kampens Viborg HK profil, og for anden gang i denne sæson faldt valget på Line Uno. Uno var ikke ene om at få ros efter kampen, hun havde nemlig også store roser til publikum.

"Jeg synes Odense var gode i dag, og så synes jeg vi lidt fejler på nogle ting, vi egentlig godt ved. Til sidst er vi desværre heller ikke skarpe nok da vi kommer op og er med efter at have været bagud i anden halvleg. Jeg synes vi kæmper godt, og gør det over 60 minutter. Der er meget larm i hallen, og det er altid med til at gøre, at man giver det ekstra, så jeg synes vi kæmper, og for hvert mål vi kommer op, tror vi mere og mere på det." 

Næste hjemmekamp spilles den 2. november mod TTH. Kampen spilles kl. 19.30 i VIBOCOLD Arena. 

Billette kan købes HER  

 

0
0
0
s2smodern