Spændingen var intakt til det sidste i den anden bronzekamp mellem Viborg HK og Team Esbjerg, da de to i dag mødtes i en stemningsfyldt VIBOCOLD Arena. Med en sejr på 28-26 sikrer Viborg HK sig endnu en bronzekamp og chancen for at vinde medaljer. 

Det var gæsterne fra Team Esbjerg der kom til kamp med det bedste udgangspunkt efter at have vundet første opgør overbevisende, men som Viborg HK har haft for vane det meste af sæsonen vendes en truende skuffelse til optur.

Første halvleg tegnede ellers til at give en hård kamp, og hjemmeholdet var hele tiden et halvt skridt bagefter både defensivt og offensivt. Esbjerg bragte sig først på måltavlen, men til forskel fra det første opgør, var der aldrig en målforskel på mere end tre mål, og det skulle vise sig vigtigt for hjemmeholdet, der ved pause var bagud 12-15. 

I anden halvleg begyndte hjemmeholdets vante spilrytme at finde sig selv, og med en utroligt høj arbejdsmoral kæmpede de sig tilbage i kampen, og kunne 11 minutter inde i anden halvleg udligne. Det udlignende mål gav et brøl fra publikum, der kampen igennem gjorde hvad de kunne for at pæse hjemmeholdet frem. Publikum fik hvad de bad om, og da først Viborg HK var kommet på uafgjort var der kun en vej, og det var fremad. Forsvaret begyndte at få bedre fat, og i målet diskede Poulsen op med flere vigtige redninger, der kunne sætte førstebølgekontraen i gang. Det hurtige spil var til stor glæde for Allan Heine.

- Jeg synes der var noget power og vildskab. Det var tydeligt at se, at pigerne rigtig, rigtig gerne ville, og havde måske lidt svært ved at komme ud over rampen i første halvleg. Vi bliver ved med at tro på det, vi havde aftalt og at det nok skulle bringe os igennem. Den moral pigerne viser, må man bare bøje sig i støvet for. Hvis der fandtes en award (pris,red.) for moral, så burde de have den hver og en, for det var imponerende, siger Allan efter kampen. 

Dagens opgør var sæsonens sidste i VIBOCOLD Arena og publikum skulle derfor tage afsked med flere spillere, som ikke fortsætter i Viborg HK næste sæson. En af disse spillere der Sidsel Bodholt, der har spillet i Viborg HK siden barndommen, og nu vil prøve kræfter med erhvervslivet. 

- Det var fantastisk at komme ud og snakke med folk efter kampen. De er virkelig søde, og det rører mig meget, og jeg bliver lidt ked af det, når folk kommer hen og giver mig gaver og siger søde ord til mig. Men jeg er også pisse glad for, at det er sådan, for det ville være træls, hvis ikke der kom nogen, sagde en rørt Sidsel Bodholt efter kampen, og hun kunne glædes over, at kampen trods alt ikke var sæsonens sidste, da et tredje opgør venter i Esbjerg på lørdag. 

- Det er lidt nul-nul, og det er en helt ny kamp. Vi har begge vundet på hjemmebane, så de står med hjemmebanefordelen. Vi skal angribe kampen som vi gjorde i dag, og så er jeg sikker på, vi står med bronzemedaljerne på lørdag.  

Det tredje og afgørende bronzeopgør spilles i Esbjerg lørdag d. 26. maj kl. 18.30. Viborg HK Fanklub har planer om at arrangere bustur, så følg med her og på Viborg HKs Facebook side, hvis du kunne tænke dig at komme med. 

 

Målscorere for Viborg HK:

Line Uno - 10

AG Nørgaard - 5

Stine Bodholt - 5

Line Haugsted - 4 

Carin Strømberg - 1

Kristina Jørgensen - 1

Amalie Grøn Hansen - 1

Sanne van Olphen - 1

 

0
0
0
s2smodern

Det er med tungen lige i munden, og fokus rettet mod mål, vi til aften går til kamp mod Team Esbjerg. Med nederlaget i første bronzekamp er vi nødsaget til at sejre, hvis vi skal have en chance for at vinde medaljer i år. 

Første kamp i Esbjerg gik langt fra som håbet, og efter 60 minutter kunne Allan og pigerne gå slukørede fra banen med et nederlag på 28-19. Heldigvis afgøres medaljekampene ikke i to kampe efter bedste målscore. Derimod afgøres de ud fra, hvilket hold, der først når tre point. Det betyder, at en sejr til de grønblusede i aften fremtvinger et tredje og afgørende opgør. 

Presset for at præstere når det virkelig gælder har pigerne oplevet flere gange denne sæson. I slutspillet var vi med to spillerunder nødsaget til at sejre, først over FCM og siden over Silkeborg-Voel KFUM, for at komme i semiifnalen. Begge kampe var en stor håndboldoplevelse, da pigerne spillede helt fantasisk. Det er det spil, vi skal tilbage til i aften! 

I første opgør var det særligt defensivt vi havde problemer, hvor særligt Liscevic og stregspillerne fik altid for meget tid og plads, til at gøre, hvad de ville. Det resulterede i manglende kontramuligheder og dermed også et lavere tempo, end vi er vant til. Det skal vi lave om på i dag, så vi kan køre Team Esbjergs spillere mere trættende, end vi gjorde i Esbjerg. 

Det kræver stor fight i 60 minutter, men hvis ikke vi kan finde det frem nu, hvornår skulle vi så? 

Vi spille rom bronze! 

 

Dagens kamp er også sæsonens sidste på hjemmebane, og vi skal dermed også sige farvel til flere spillere, der ikke vender tilbage næste sæson. 

Det gælder følgende: 

Jesper Abildtrup, fysioterapeut

Sanne Van Olphen

Signe Hald

Mathilde Storgaard

Nikoline Lundgreen

Natasha Nolevska

Clara Høgh-Poulsen

Sidsel Bodholt

 

Vi håber på stor opbakning til aftenens kamp, så vi kan bevare muligheden for en medalje til Viborg og samtidig give en fantasitsk afsked til de spillere, der denne og tidligere sæsoner har givet os den ene store håndboldoplevelse efter den anden. 

 

Billetter kan købes HER

0
0
0
s2smodern

Det var en frygtelig oplevelse at være i Esbjerg til aften, hvor håbet var et godt udgangspunkt frem mod returkampen i Viborg på tirsdag. Det gode udgangspunkt fik hjemmeholdet, der vinder første bronzekamp med 28-19.  Dermed er presset for alvor steget for Viborg HK, der er tvunget til at vinde andet opgør for at bevare håbet om medaljer i år. 

- Lige nu er vi rigtig skuffede over det, vi leverede hele kampen. 60 minutter er lang tid, når man skal arbejde sig op hele tiden. I dag var det et skridt frem og tre tilbage, sagde en skuffet Poulsen ovenpå nederlaget til esbjergenserne. 

Udenfor haglede regnen ned over Blue Water Dokken, og ved første skridt på esbjergensisk jord lød torden på himlen. Set i bakspejlet viste vejret sig en frygtelig repræsentant for spillet på banen, hvor Viborg-pigerne igennem 60 minutter kæmpede mod den rødklædte storm. 

Esbjerg startede kampen med en scoring, og det blev hurtigt tydeligt, at hjemmeholdet ikke havde tænkt sig at lægge sig ned trods en skadesplaget trup. 

Kampen igennem var hjemmeholdet i teten. Særligt Liscevic og Gravholt gjorde rigtig ondt på Viborg-pigerne angrebsmæssigt, og fik gang på gang fanget forsvaret på det forkerte ben. Angrebsmæssigt var der heller ikke meget der ville lykkes for Viborg HK, der trods flere gode chancer ikke formåede at passere Toft i målet. Ligeså stille udbyggede hjemmeholdet føringen, og det begyndte kort inden pausen at ligne en mulig katastrofe. 

I anden halvleg kom der lige så stille gang i tempoet hos Viborg HK, der også forsvarsmæssigt begyndte at få lukket ned. Fra at være bagud med 10, spillede vi os op på minus fem, men her stoppede det desværre og som minutterne tikkede ned, kunne Esbjerg sikre en sejr på 28-19. 

- De beviser præcis, hvordan man leverer en håndboldkamp på topniveau med kynisme, og med en enormt snu spiller i Liscevic og fantastiske stregspillere. De gør arbejdet så præcist og så godt, at vi ikke får et ben til jorden. Det er noget af det, vi må kigge på: hvordan kan vi undgå at komme i de situationer? Hver gang vi lagde tingene sammen i dag, gav det minus. Der skal vi gerne hen til, at en plus en giver to, så tror jeg vi er langt, siger Allan efter kampen. Trods skuffelsen er han fortrøstningsfuld frem mod returkampen i Viborg. 

- Vi vender altid tingene. Uanset hvad, så har denne sæson været kendetegnende ved, at vi kommer tilbage og laver et comeback. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at slutte sæsonen på, end at lave et comeback. 

Comebacket skal laves i VIBOCOLD Arena allerede på tirsdag, hvor en sejr til byens hold vil fremtvinge et tredje og afgørende opgør. 

Det er sæsonens sidste hjemmekamp og vi har brug for ekstra meget opbakning for at lave et comeback. Vi ved vi kan!

0
0
0
s2smodern

Det er fast tradition i Viborg HK, at vi spiller med om medaljer. Evnen til altid at være en del af toppen i dansk kvindehåndbold er en del af vores DNA, og vi er stolte af endnu en gang at kæmper med i den rigtige ende af tabellen.

De seneste tre sæsoner har heldet ikke været på vores side, og fjerdepladsen i ligaen er gået hen og blevet vores lille forbandelse. Vi har fået nok af at se andre hold med medaljer om halsen, så når vi træder på banen i aften er det med ét mål for øje. To point!

Vi går helhjertet efter at sikre bronzemedaljen til Viborg. Der er bare lige et enkelt problem - Team Esbjerg. De stærke Esbjergensere har, ligesom os, kontinuerligt ligget i toppen af dansk håndbold gennem de seneste sæsoner, og var lige som os, tæt på at sikre en finaleplads.

Som sportsfolk er flest, er det to hold fyldt med fightere og vindermentalitet, der i aften mødes i kampen om ligaens bronzemedlajer. Team Esbjerg har sæsonen igennem vist, at de kan besejre alle, og viste i semifinalerne skræmmende styrke, da de besejrede Odense HC. Faktisk er det eneste hold, Team Esbjerg ikke har besejret denne sæson, Viborg HK, og den statistik vil vi gøre alt for at holde fast i. 

- Team Esbjerg er et stærkt hold, og vi har de seneste sæsoner spillet tætte kampe mod dem. Jeg forventer også, at aftenens kamp bliver tæt og spændende. Vi skal have dæmmet op for deres gennembrudsstærke spillere og sørge for, at Gravholt og Vilde ikke skaber for stor uro i vores defensiv. Samtidig skal vi have gang i vores kontrafase, da det er lette mål som hjælper til at bevare tempoet i vores spil. Siden semifinalerne har vi spillet en god kamp i Santander Cup, og det har hjulpet til at få arbejdet skuffelsen over den missede finale ud af os. Nu går vi efter den bronzemedalje, og trods det, at ordet “fortjent” sjældent går hånd i hånd med topsport, synes jeg alligevel, at pigerne har fortjent en medalje for deres ualmindelige store slid sæsonen igennem, siger Allan inden første bronzekamp mod Team Esbjerg. 

Ligesom semifinalerne, afgøres bronzekampene efter, hvilket hold der først når tre point eller flere. Det betyder, at vi, hvis vi med point i aftenens kamp, kan sikre bronzemedaljen på hjemmebane i den anden bronzekamp, som spilles i VIBOCOLD Arena tirsdag d. 22. maj. Vi får brug for en fyldt hal for at sikre medaljer til Viborg, så kom og bak op, når vi på tirsdag spiller den anden bronzekamp mod Team Esbjerg. 

Da tirsdagens kamp også er sæsonens sidste hjemmekamp (et eventuelt tredje bronzeopgør vil blive spillet i Esbjerg, red.) skal vi også tage afsked med de spillere, som efter denne sæson ikke længere skal spille i Viborg HK.  Kom og bak pigerne op en sidste gan i denne sæson, og hjælp os samtidig med at tage afsked med de spillere, der har været med til at give os fantastiske oplevelser i denne sæson. 

 

0
0
0
s2smodern

Viborg HK fik en drømme start på pokalturneringen Santander Cup, da holdet til aften besejrede Vendsyssel Håndbold med 37-27. Det var Viborg HKs første kamp i pokalturneringen for sæsonen 2018/19, og trods stor fight kunne 1. Divisionsholdet fra Nordjylland ikke hamle op med ligaholdet fra Viborg.  

Sejren i Santander Cuppen betyder også, at Viborg HK nu er klar til kvartfinalen i den nationale pokalturnering. 

Allan Heine meldte inden kampen ud, at han stillede med stærkeste opstilling, og kun Stine Bodholt sad over, da hun over de seneste kampe har trukket et stort læs. Derfor sparrede Allan den stærke stregspiller i pokalkampen, og Stine kunne derfor se med fra sidelinjen, da hendes holdkammerater viste eksempler på det spil, der har bragt holdet i top 4 i HTH Go Ligaen. 

Særligt anden halvleg trak Viborg HK fra hjemmeholdet, og fra en pauseføring på 15-19 udbyggede de grønblusede hurtigt føringen til 26-17 otte minutter inde i anden halvleg. Denne føring blev lige så stille udbygget og med ni minutter igen viste tavlen en føring til Viborg HK på 21-32. Med en sejr på 37-27 var det også en glad træner, der kan se sit hold i fortsat topform frem mod bronzekampene mod Team Esbjerg. 

- Vi startede fint i dag og havde kampen igennem god kontrol Vendsyssel bidder godt fra sig og spiller godt i første halvleg, men jeg har også en fornemmelse af, at vi har kontrol på kampen. Sådan udvikler kampen sig også i anden halvleg, hvor vi får mere kontrol i takt med, at tempoet forbliver højt for dem. Jeg er glad for, at vi fik alle i spil og vi fik det ud af kampen vi ville. En billet videre og et godt springbræt til fredagens kamp, siger Allan efter kampen. 

Pokalkampen mod Vendsyssel Håndbold kommer blot tre dage efter et-måls nederlaget til København Håndbold i DM-semifinalen. Trods skuffelsen over den missede finale, var der ingen problemer for truppen og Allan at sætte sig op til aftenens kamp. 

- Vi er en gruppe, der elsker at spille håndbold, så det er ikke et problem at sætte sig op. Vi viser fra start den professionalisme og power der skal til for at signalere, at der ikke er noget at komme efter, fortæller Allan. 

Allerede på fredag er Viborg HK atter i kamp. Denne gang gælder det bronzekampen mod Team Esbjerg, der ligesom semifinalerne afgøres over to kampe. Er der efter to kampen pointlighed de to hold imellem spilles en tredje og afgørende bronzekamp. Tirsdag d. 22. maj spilles den anden bronzekamp i VIBOCOLD Arena. 

De seneste tre sæsoner er Viborg HK endt som nummer fire i ligaen, og det vil Allan for alt i verden lave om på denne sæson. 

- Vi vil selvfølgelig rigtig gerne have en medalje i hus. I min optik vil det være det perfekte punktum på en sæson, hvor holdet har udviklet sig på rigtig mange parametre. Det vil være det perfekte punktum. 

Billetter til bronzekampen i VIBOCOLD Arena kan købes HER

 

Målscorere for Viborg HK:

Natasha Nolevska 6

AG Nørgaard 5

Nikoline Lundgreen 4

AMalie Grøn 4

Line Haugsted 3

Clara Høgh-Poulsen 3

Sanne van Olphen 3

Line Uno 3

Kristina Jørgensen 2

Carin Strømberg 2

Signe Hald 1

Mathilde Storgaard 1

0
0
0
s2smodern

Viborg HK indtræder i aften i pokalturneringen, Santander Cup, når pigerne spiller mod Vendsyssel Håndbold der til dagligt spiller i 1. division. Kampen spilles i det nordjyske kl. 20.00 og er første kamp i pokalturneringen siden pigerne i sidste sæson blev slået ud i kvartifnalerne. Sidste sæsons nederlag skal revancheres, og trods det, at Vendsyssel Håndbold ikke var bødlen der slog os ud af turneringen, går pigerne til kamp for fuld styrke. 

- Vi skal ind og give alt vi har i den her kamp, og tager bestemt ikke let på opgaven. Vi har haft nogle hårde nederlag i vores seneste kampe. Derfor er kampen mod Vendsyssel også en god anledning til at få arbejdet semifinalerne mod København ud af benene, så vi er tilbage på fuld styrke fysisk og mentalt, når vi på fredag spiller om bronze mod Team Esbjerg, siger Allan, der qua sin status som ligahold må påtage sig favoritrollen inden dagens opgør. Det betyder ikke, at der bliver taget let på opgaven, da Vendsyssel er et stærkt 1. divisionshold. Derfor kommer Viborg HK også til kamp med fuld trup.

- Vi kommer til Vendsyssel i stærkeste opstilling med det lille 'men', at Stine sidder over. Vi angriber kampen som enhver anden. Det er vind-eller-forsvind, og vi har et klart mål om at nå Final 4 i denne sæson. Derfor regner jeg heller ikke med, at vi gør noget anderledes til denne kamp. Vi skal holde os til vores koncept, og så må vi se når kampen er i gang, hvor vi skal rette til for at spille os i kvartfinalen, slutter Allan. 

Kampen mod Vendsyssel spilles i Idrætscenter Vendsyssel kl. 20.00. 

Allerede fredag trækker vi igen den grønne spillertrøje over hovedet, når pigerne på udebane spiller første bronzekamp mod Team Esbjerg. Tirsdag d. 22. maj spiller vi anden bronzekamp i VIBOCOLD Arena. Billetsalget er startet og du kan sikre dig plads til opgøret HER

0
0
0
s2smodern

Det bliver ikke til en DM-finale for Viborg HK i denne sæson. Det står klart, efter klubben tabte den tredje og afgørende semifinale på udebane mod København Håndbold med 26-27.

Efter sejr i den første semifinale i lørdags og nederlag i andet opgør tirsdag var det København Håndbold, der lagde bedst fra land i lørdagens tredje semifinale. Viborg var med til stillingen 2-2, hvorefter hjemmeholdet trak fra med fem scoringer i træk til 7-2. Det fik træner Allan Heine til at tage en timeout.

Og det hjalp. Frem mod pausen kom Viborg bedre med og kom op på siden af hjemmeholdet ved 12-12 og gik til pause nede med et enkelt mål, 14-15. Anden halvleg udviklede sig til en jævnbyrdig affære – dog med København Håndbold i førersædet det meste af tiden. Hjemmeholdet var foran med et par mål, før Viborg efter en god periode udlignede til først 19-19 og siden 21-21, inden Viborg fik kampens eneste føring ved 22-21 efter 49 minutters spil.

I de sidste minutter havde København bedst gang i målscoringen. Fra 23-23 gik København til en føring på 27-24, inden Viborg pyntede på stillingen til slutresultatet 26-27 med to scoringer i de døende minutter.

"Det er lidt tilfældigheder, der afgør det. Det er bare enormt tungt, at det tipper ud til Københavns fordel," siger træner Allan Heine efter kampen.

Også Carin Strömberg, der blev Viborgs topscorer i dagens semifinale, mener, at der var tale om små ting, der skilte de to hold ad.

"Jeg synes, det var virkelig små marginaler i dag. Derfor føles det virkelig ærgerligt," siger hun.

Carin Stömberg ærgrer sig over, at Viborg ikke kunne holde fast, da holdet i anden halvleg fik kampens eneste føring ved 22-21.

"Vi har nogle chancer dér, som er virkelig store, som jeg synes, vi skal score på. Jeg synes, man kan tage et par situationer, hvor vi skulle have været lidt skarpere, og så havde det måske set anderledes ud," siger hun.

Den tætte og jævnbyrdige afslutning kom efter en første halvleg, hvor Viborg flere gange var bagud med 5 mål.

"København rammer noget momentum dér og har nogle kendelser med sig, og vi er måske ikke helt nøjagtige i tingene. Men vi kommer altid tilbage, og det var vi også sikre på, at vi nok skulle gøre igen. Jeg er mere ærgerlig over, at vi ikke har den føring noget længere, da vi kommer foran i anden halvleg. For dér når København aldrig rigtigt at blive nervøse," siger Allan Heine.

Efter en pokalkamp mod Vendsyssel Håndbold på tirsdag venter kampe om bronzen for Viborg. Modstanderen hér bliver enten Odense eller Esbjerg, og første kamp spilles på fredag.

"Selvfølgelig kan vi sætte os op til det. Det er en bronzekamp om en medalje. Medaljer er noget, vi samler på, men vi vil også have lov til at være skuffede i en dags tid og sluge det her, og så handler det om at arbejde videre," siger Allan Heine.

Det er anden sæson i træk, at Viborg skal spille bronzekampe. Sidste år blev det til nederlag til FC Midtjylland Håndbold. Carin Strömberg bedyrer, at holdet vil gøre, hvad det kan, for at det ikke bliver til en gentagelse af sidste sæsons fjerdeplads.

"I dag er man vel bare skuffet. Så må vi efter pokalkampen på tirsdag lade op. Jeg tror, at vi, som var med sidste år, ikke vil have en fjerdeplads igen. Vi vil have bronze og afslutte sæsonen på en god måde," siger Carin Strömberg.

0
0
0
s2smodern

Lørdag eftermiddag kan ikke komme hurtigt nok. Spændingen stiger dag for dag, og siden semifinale nummer to mod KBH i tirsdags har fokus været rettet 100% ind på den tredje og afgørende semifinale, som spilles i Frederiksberg. Her skal det afgøres, om det bliver en DM finale med Viborg HK repræsenteret. Drømmen lever, og trods det, at rigtig mange havde dømt os ude, allerede inden semifinalerne, står vi nu med chancen for at spille os i DM finalen. 

Desværre kom finalepladsen ikke i hus i VIBOCOLD Arena, der til lejligheden var fyldt til randen med kampklare publikummer. Derfor skal vi endnu en gang tage turen over Storebælt til semifinale nummer tre. Sidst vi tog turen, kom vi hjem med en fantastisk flot seks måls sejr, efter en fantastisk fight over hele linjen. Det er det vi skal finde tilbage til, hvis missionen om en finaleplads skal lykkes. Særligt defensivt spillede pigerne flot i sejren, og Poulsen stod en fantastisk kamp med en redningsprocent på over 50%. Som AG sagde efter kampen: 

- Vi spiller med en rigtig stor disciplin og er godt forberedt på deres løbebaner. Vi rammer dem, og jeg synes virkelig vi alle løser vores opgave til UG. Poulsen står jo fantastisk og det er så fedt. Vi kaster os over alle løse bolde og går efter de mindste marginaler. Det gør, at vi får dem, og det tæller i de her kampe, så det er rigtig fedt!

Den anden semifinale i VIBOCOLD Arena havde KBH overtaget, og seks måls sejren fra første opgør blev vendt til et seks måls nederlag. Siden er der set masser af video på kampene, og taktikken er rettet til, så truppen igen kan dæmme op for Københavnernes aggressive angrebsspil og fysisk stærke defensiv. Der skal kæmpes til sidste bold, og det er pigerne klar til. 60 minutter afgør, om denne sæson skal blive den, hvor Viborg HK igen er i DM finalen. 

Nogle siger det vil være en overraskelse af de store i HTH Go Ligaen, hvis vi tager finalepladsen. Vi mener, at det ikke burde overraske nogen, at det er muligt for os at stå der. 

Kom så Viborg! 

---

Kampen spilles kl. 14.10 og vises på TV2. 

 

 

0
0
0
s2smodern

Kontoret er lukket fredag d. 11. maj og det er derfor ikke muligt at komme i kontakt med os på vores pind. 

Vi er tilbage igen mandag d. 14. maj, hvor vi igen sidder klar til at arbejde mod medaljer. 

Husk, at vi spiller tredje og afgørende semifinale mod København Håndbold lørdag d. 12. Kampen vises på TV2 med kampstart kl. 14.10.

 

0
0
0
s2smodern

Med et nederlag på 25-31 i anden semifinale mod København Håndbold må vi vente lidt endnu med at finde ud af, hvorvidt vi skal spille om guld i år. Finalepladsen lader vente på sig, og afgørelsens time er sat til lørdag i Frederiksberg Hallerne, hvor den tredje og afgørende semifinale skal spilles. 

Det var et fokuseret Viborg HK mandskab der i dag gik til kamp med den vished, at en sejr eller uafgjort i dagens kamp ville give adgang til finalepladsen ved DM. Desværre skulle det ikke være i den fyldte VIBOCOLD Arena afgørelsen faldt, da København Håndbold viste sig for stor en mundfuld på dagen. 

- Jeg føler lidt, at vi mangler lidt på alt. Vi står i perioder godt i forsvaret og i perioder får vi scoret godt, men det føles som om vi har nogle procenter endnu at give af, som vi ikke får i spil. De er gode i dag. Hvis vi slipper dem og giver dem et lille hul så udnytter de det, og når vi ikke skyder ordentligt står Bondsen godt. Vi skal lige være lidt skarpere til næste kamp, sagde Carin efter kampen. 

Hun og pigerne gjorde hvad de kunne for at holde liv i finaledrømmen, og trods det, at Købenahvn Håndbold fik den bedste start, var kampen tæt det meste af tiden. Særligt defensiven kom på prøve, og modsat i den første semifinale, var det i dag sværere at dæmme op for københavnernes hurtige spil. 

- Defensivt får vi aldrig rigtig den bund og det niveau, som vi gjorde i København. Det rammer os hårdt, for det betyder, at vi ikke får ret meget kontraspil med. Vi skal slide efter målene, og det skal man generelt, når man spiller mod København, men de her kontramål er vigtige for os. Det er mål, hvor vi ikke skal bruge så meget energi. I og med vi slider defensivt kommer den forløsning aldrig, desværre, sagde Allan efter kampen.  

Hvis pigerne havde mange nerver inden kampen lod de ikke publikum se det, og de 2200 fremmødte publikummer gav den hele armen i support af pigerne. Stemningen var fantastisk! 

- Selvfølgelig var vi lidt nervøse, men det var simpelthen så god en kulisse i dag. Der var så mange mennesker, og det er de kampe, vi lever for at spille. Det tror jeg alle følte, men vi mangler lidt og vi forsøger, og forsøger. Vi prøver til sidst at gå højt på dem og så får de måske lidt flere mål end de burde. 

Dagens resultat holder spændingen intakt, og finalepladsen afgøres på lørdag, når vi igen tager turen over Storebælt efter en sejr. Trods det, at København har en sejr i bagagen til kampen, er der ingen rysten på hænderne fra hverken Carin eller Allan om, at skibet kan vendes i kamp tre. 

- Jeg føler, at det er helt lige nu. Selvfølgelig er vi underdogs i og med København har vundet ligaen og spillet en super god sæson, men så godt som vi spillede i København føles det som om vi absolut har en chance. Det er også det, som er fedt med de her kampe. Vi starter fra nul og så skal vi vinde i København. Vi skal bare rette til og vinde på lørdag, siger Carin og bakkes op af Allan:

- Der står et-et. Det er fuldstænding lige vilkår, og jeg tror ikke, det er et problem at vende tankerne. Vi har gjort det for få dage siden. Det handler om at finde den gode energi og den gode power, og så tage med ind i det, at det afgøres på lørdag. Jeg er sikker på, vi kommer med fuld kraft og saft i den kamp. 

Semifinale tre spilles i Frederiksberg Hallerne lørdag d. 12. maj kl. 14.10 eller 16.10.

 

Målscorere for Viborg HK:

AG Nørgaard - 6

Line Uno - 5

Line Haugsted - 4

Carin Strømberg - 3

Kristina Jørgensen - 3

Sanne van Olphen - 2

Stine Bodholt - 1

Anne-Sofie Filtenborg - 1

 

 

 

0
0
0
s2smodern