Ny assistent på plads til næste sæson

Til den kommende sæson sker der ændringer i spillertruppen såvel som på trænerbænken. Bo Rudgaard skifter efter nogle fantastiske sæsoner i Viborg HK til Odense Håndbold. Viborg HK har derfor været nødsagede til at finde en erstatning, og kan nu meddele, at Susanne Munk Wilbek bliver ny assistenttræner fra næste sæson.

”Vi er utroligt privilegerede i det vi har en kapacitet som Susanne tilknyttet holdet i forvejen. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at Susanne er det rigtige valg som assistent til Allan. De kender hinanden og har arbejdet sammen de seneste sæsoner, da Susanne har været målmandstræner for truppen. Samtidig kan Susanne byde ind med erfaring fra egen karriere såvel som de erfaring hun har fra sin tid som træner. Vi ser det som det perfekte valg frem mod næste sæson,” siger Henrik Dahl, direktør i Viborg HK.

Susanne Wilbek er et kendt ansigt i dansk håndbold, og har en glorværdig karriere bag sig som målvogter i Viborg HK såvel som på det danske landshold.
Rollen som assistenttræner ligger ikke fjernt for Susanne Wilbek, der tilbage i 2005-2006 var assistenttræner for Viborg HK’s damer under Thomas Ryde.

De seneste sæsoner har Susanne været tilknyttet Viborg HK’s ligadamer som målvogtertræner, og hun kender derfor spillerne og holdet indgående.

Om stillingen som assistenttræner har Susanne følgende at sige:

“Det var et let valg at blive assistenttræner og efter en snak med Allan Heine var jeg ikke mindre overbevist. Det har været positivt at være en del af ledergruppen de seneste år, og det bliver spændende og udfordrende at arbejde videre med de ting vi har gang i. Min rolle som assistent bliver blandt andet at skulle se på spillet med andre øjne og være med til at finde de med- og modspil der skal få to og to til at give fem. Jeg kommer med en anden baggrund og erfaring, da jeg selv har spillet og har haft forskellige roller de seneste år, og det er jeg sikker på kan være med til at give gode bidrag. Viborg HK er en fantastisk klub at være i og der er skabt et fantastisk set up, hvor vi har fået samlet et rigtig godt hold med fantastiske spillere. Det får vi også til næste år og det glæder jeg mig til at være en del af som assistenttræner,” slutter Susanne Wilbek.