Next stop: Odense Idrætshal

Viborg HK er pt inde i en travl kampperiode, da HC Odense allerede venter i sidste ligaspillerunde inden VM-pausen imorgen aften. Det er et formsvagt fynsk hold Viborg HK står overfor, når der i Odense Idrætshal 1 (Højstrupvej 5, 5200 Odense V) fløjtes op til kamp klokken 19:30. Værd at bemærke spilles de 5 øvrige kampe i Dame Håndboldligaen samtidig, og tager du ikke turen, da dækker TV2 Sport alle kampe med reportere i de forskellige haller. Vi håber dog at Fanklubben som altid tager med os hvorhen vi rejser, og skulle der være en fynsk Viborg HK-fan eller 2 på plads, da glæder vi også til at se jer.

Chana de Souzas nye hold har i de sidste 5 kampe tabt fire, imens det seneste opgør imod mesterskabsfavoritterne fra Team Esbjerg blev til et uafgjort 23-23 resultat. Et resultat der har vakt opmærksomheden ved mange håndboldkendere, eftersom det orange hold fra den fynske hovedstad har været hårdt plaget af skader.

”HC Odense er ved at få spillere tilbage fra deres respektive skader, så at kigge på deres aktuelle skadeshistorik giver ikke et helt retvisende billede. Maria Adler er så vidt jeg ved i bedring, og i målet var Chana de Souza senest storspillende imod Team Esbjerg, hvor spillerne ude på banen viste flere gode momenter. Vi har stor respekt for vores modstandere, og specielt her efter en lang udebanetur i weekenden, hvor en masse indtryk er blevet dannet”, udtaler en respektfuld Allan Heine.

Turen til det franske i Cup Winners Cup er efterhånden på afstand, og fokusset er rettet frem imod kampen i morgen aften.

”Der var en del dramatik i forbindelse med kampen lørdag, men da vi først kom i gang, da var det en kamp som alle andre. Vi fik fordelt spilletiden fint i Frankrig, men lige nu er vi inde i et tæt kampprogram. Det er vigtigt vi hurtigt retter fokusset imod vores svære udebanetur i morgen, og så kan vi derefter snakke Metz igen”.