Næste udfordring venter i aften

På banen i Norge fik vi ikke set den bedste præstation i sæsonen, men alligevel er det vigtigt at glæde sig over en sejr til samlingen. Tiden er dog knap, så forberedelserne til aftenens kamp begyndte allerede på hjemrejsen, hvor de analytiske briller var taget på hos spillerne. Ventetiden på færgen blev brugt på at se video af modstanderen, før der i går var taktisk forberedelse, efterfulgt at et træningspas i hallen.

Med sejren søndag aften har Viborg HK ikke tabt i ordinær spilletid siden midt november (imod Metz Handball), men ser vi tilbage på hvilket hold der senest har besejret Viborg HK i ligamæssig sammenhæng, så dukker netop onsdagens modstandere fra København Håndbold op i erindringen. En kamp der dateres helt tilbage den 2. november 2015.

”Vi er lige nu inde i et rigtig hårdt program, men for spillerne bør revanchelysten være stor nok til at klø på. Det var en rigtig dårlig kamp vi spillede ovre på deres hjemmebane, men får vi fysikken med, så står vi med gode kort på hånden”, forklarer en motiveret Allan Heine, som får lov at fejre sin 36. fødselsdag med håndbolden i fokus.

Ligaen er særdeles tæt for tiden, og selvom at det i dag er nummer 3 imod nummer 10, så skiller kun 4 point Viborg og København. Formkurven er dog opadgående hos modstanderen på grund af 4 sejre i de seneste fem opgør, så det er et Københavnerhold fyldt med selvtillid der kommer på besøg.

”Før sæsonen var København et af de hold alle havde store forventninger til, og efter en dårlig sæsonstart, så er de nu begyndt at finde niveauet. Fysisk er vi presset for tiden, så vi forsøger at holde gryden i kog, før der kommer et lille afbræk efter lørdagens opgør (returkamp imod Glassverket)”, udtaler Allan Heine, med henvisning til at næste kamp herefter først falder den 23/1 hjemme imod SK Århus.

Har du ikke købt din billet, så kan den sikres i forsalg her, eller du kan købe den i foyeren fra en time før kampstart.