Lyksborg og Co. booker billet til semifinalen!

I en festklædt næsten udsolgt Viborg Stadionhal skulle hjemmeholdet og Nykøbing Falster her til aften duellere om hvem der søndag skal møde FCM Håndbold i den første semifinale. Returkampen spilles i Ikast søndag den 24. april klokken 17:10.

Fra start beviste hjemmeholdet at snakken om respekt for NFH ikke blot var påtaget. En koncentreret indsats fra gæsterne gav dem 5 scoringer i træk, og så var det ellers 2-5. De gulklædte lugtede blod, og Mette Sahlholdt havde taget på selv træfsikre AG. Nykøbing ville gerne have tempoet op – det fik de så sandelig også.

I det etablerede angreb havde Viborg-spillerne svært ved at komme igennem det offensive forsvar NFH praktiserede, men til halvleg kunne AG med en straffekastreducering til 9-13 rette lidt op på en skidt offensiv præstation fra de grønne piger.

Efter pausen kom Viborg langt bedre fra land. En ellers anonym MP startede anden halvleg med to succesoplevelser, men Viborg formåede ikke andet end at bytte mål. Troede man da.

For med 4 mål i træk, så gik Viborg fra 13-17 til uafgjort 17-17. Det var triggeren der fil Viborg Stadionhal til at eksplodere til i en jubelrus. I hver en forsvarsaktion blev der jublet som var DM-guldet i hus.

En spøjs situation opstod med 9 minutter igen. NFH forsøgte sig med en ekstra markspiller, men Viborg fik fat i bolden og så var Mulle lige pludselig inde som målvogter. Louise Lyksborg scorede fra fløjen, og herfra så spillerne sig ikke tilbage.

Stående ovationer 3 minutter før tid var helt velfortjent efter anden halvlegs udvikling. Viborg startede på hælene, men en slipstrøm gør ofte en overhaling nemmere. Med sejren på 27-25 kan vi nu se frem imod søndagens første semifinale imod FCM Håndbold!