Landsholdsstreg til Viborg HK

Foto: Team Esbjerg

Op til den nye sæson henter Viborg HK forstærkning hos Team Esbjerg, da den 26-årige landsholdsstreg Stine Bodholt Nielsen (her i rødt) skifter til klubben på en treårig aftale.

Senest er Stine blevet udtaget til den danske bruttotrup før VM-udtagelsen til slutrunden på hjemmebane i december, og det er formodelig iblandt disse 19 spillere de 16 VM-håb skal findes.

For Stine selv har flere ting talt for at skifte Vestjylland ud med Midtjyske Viborg HK.

”Jeg glæder mig til at komme hjem til min barndomsklub og familie. I klubben håber jeg at kunne få mere ansvar, så jeg ser virkelig meget frem til at trække den grønne trøje over hovedet. For mig som håndboldspiller, der betyder Viborg HK rigtig meget, men min tvillingesøster Sidsel har selvfølgelig også haft indvirkning på mit skifte”, udtaler Stine Bodholt Nielsen.

Cheftræner Allan Heine ser frem til at tilknytte Stine på holdet.

”Det er ingen hemmelighed, at vi har kigget efter at kunne forstærke os på stregpositionen, og da muligheden for at kunne tilknytte en landsholdsstreg bød sig, så var det bare om at slå til. Både defensivt og offensivt har hun en række åbenlyse kvaliteter. Stine er en rigtig god afslutter, og i forsvaret er hun aggressiv og meget bevægelig. På mange områder er det et meget naturligt valg, og så er det jo en sidegevinst at Stine kender klubben indefra”, siger Allan Heine med henvisning til, at Stine ligesom Sidsel har været igennem Viborg HK’s ungdomsafdeling, indtil de begge som 18-årige i 2008 skiftede til Skive fH for at få mere spilletid.

Allan Heine mener også at der ligger en signalværdi i, at Viborg HK igen kan hente en landsholdsspiller til klubben.

”Det er et bevis på, at selv de bedste spillere herhjemme kan se idéen med at bygge Viborg HK op igen. Det er et stort cadeau til dem der arbejder bag holdet, og det beviser at ikke kun vi tror på projektet. Det er selvfølgelig ekstra fedt”.