Kulisse eller bustur ingen undskyldning

Første udfordring i det nye år bliver en hård opgave på udebane i mod Nykøbing Falster Håndbold. Udover en lang bustur, så venter der en svær udfordring på en af de vanskeligste udebane i ligamæssig sammenhæng. Det falsterske publikum har for vane at sætte udeholdene under et solidt pres, og det skal vendes til en positiv oplevelse, i stedet for at det hæmmer spillerne.

”Jeg håber at den kulisse der er på Falster kan være med til at gøre os bedre. Vi spillede jo i Metz hvor vi som udehold præsterede rigtig fint, og senest i pokalfinalen var der jo også tryk på kedlerne. Hvis vi mentalt kan vende den oplevelse, så er jeg ikke nervøs for hverken det eller busturen. Det er en del af gamet”, udtaler Allan Heine.

Profiler er der mange af hos NFH, og siden sæsonåbneren på hjemmebane i september måned, hvor det endte 29-29 i Viborg Stadionhal, så er der sket meget hos begge hold med hensyn til sammenspillet. Derfor har Allan Heine heller ikke i det taktiske oplæg haft så stort fokus på de enkelte spillere, men derimod det kollektiv der står på den anden banehalvdel onsdag aften.

”Vi har naturligvis set på deres profiler som Mulle, Gravholt, Costa osv., men også tydeliggjort deres styrker, således at vi defensivt er godt befolket der hvor de gerne vil lave mål. Vi får brug for et rigtig godt og solidt forsvar, hvis vi skal have point med hjem i bussen”, fortællere Allan Heine afslutningsvist.

Kampen spilles i Scandlines Arena (Nørre Boulevard 4, 4800 Nykøbing F.) klokken 19:30.