JOSPHINE NORDSTRØM

18-årige Josephine Nordstrøm Olsen kommer til klubben efter at have spillet i FCM Håndbold.

Nu har Josephine valgt at prøve kræfter i Viborg HK, og til det siger Allan Heine:

“Josephine har trænet med i en uges tid nu, og har gjort det rigtig godt. Vi er rigtig glade for, at hun vil hjælpe resten af sæsonen og kan træde ind i truppen allerede nu.”

Til dagligt læser Josephine på Ikast-Brande Gymnasium, hvor hun er i gang på andet år.
Om skiftet til Viborg HK siger Josephine:

“Jeg har valgt at flytte til Viborg HK, da jeg her får mulighed for at være del af en trup, der ligger i toppen af dansk håndbold. Det er sjældent for en ungdomsspiller, og da muligheden bød sig slog jeg til. Jeg tager det at være i Viborg HK som en oplevelse, og en mulighed for at snuse lidt til, hvordan det er på sådan et niveau. Kortsigtet er drømmen, at jeg kan bidrage positivt til holdet og udvikle mig som målmand. Derud over drømmer jeg selvfølgelig også om at blive en fast del af holdet fremadrettet. Det er klart et plus, at pigerne er så imødekommende.”

Manglen på en målmand er opstået, da både Rikke Poulsen og Signe Brun er ude med henholdsvis en graviditet og en hjernerystelse. Rikke er dermed ude resten af sæsonen, mens Signe Brun er ude på ubestemt tid. Derfor har Mie Sørensen siddet alene på posten.

“Mie har gjort det fantastisk denne sæson og har bevist, at hun kan stå for presset når det gælder. Hun er blevet kastet for løverne og har fået et stort ansvar meget hurtigt. Men med kun én målmand til rådighed har vi været sårbare, og det er den sårbarhed vi kan lukke med tilgangen af Josephine. Josephine er en ung spiller, der endnu ikke har prøvet kræfter med liga håndbold. Vi er dog ikke i tvivl om, at hun kan udvikle sig og bidrage positivt til vores trup. Samtidig har vi været glade for den positive tilgang FCM Håndbold har haft i forbindelse med Josephines start i Viborg HK.” siger direktør, Henrik Dahl.

  • Fødselsdag

    7. maj, 1998

  • Position

    Målvogter

  • Trøjenummer

    24

  • Tidligere klubber

    FCM Håndbold