Hvem spiller sig i slutspillet?

Efter en uge med megen fokus på europæiske kampe, så kan vi nu flytte blikket 100 % tilbage på Primo Tours Ligaen, hvor vi er nået til den tredjesidste spillerunde. Det spidser til med et direkte opgør om en af slutspilspladserne, når Team Tvis Holstebro igen kommer tilbage til Stadionhallen torsdag aften. Det tredje møde med vestjyderne på 11 dage.

I mandags blev det til en 2-måls sejr over morgendagens gæster, men til slut spillede begge hold med hele bredden af truppen, da det samlede udfald var givet. Den her kamp der venter i morgen sad i hovedet på Allan, og sandsynligvis også hans trænerkollega fra Holstebro, Pether Krautmeyer.

”Vi har jo haft et hårdt program, og med en 18-19 minutter igen havde vi ikke slået det afgørende hul, så valgte vi at kigge lidt realistisk på det. Kan vi vinde kampen i morgen, så er vi klar til slutspillet. Derfor skal vi selvfølgelig forsøge at have alle kræfter disponible. Mentalt frygter jeg ikke så meget at vi får en nervøs kamp at se, for umiddelbart slås TTH og vi mere om positionen, ikke den direkte slutspilsplads”, beretter Allan Heine.

Med 4 møder i denne sæson (2 x europæisk, 1 x liga + 1 x pokal), så kan det blive svært at blive ved med at finde på overraskelser. Udfaldene er endt med tre sejre til Viborg HK, og så var der lige svipseren vi oplevede i Holstebro.

”Jeg tror ikke at vi kan overraske hinanden ret meget. Vi forsøgte at lave en skygning af Hagman i en skæv 5-1 opstilling i mandags, men efter kampen fortalte de at de havde forberedt sig på det. At de så ikke kunne løse det, det er noget andet. I den her tid er der mange der går med lidt sygdom, så det er dagsformen der kommer til at skabe udfaldet”, fortæller Allan Heine.

Programmet har været stramt på det senest, men det er ikke noget der går Simone Böhme på.

”Jeg synes alt i alt min krop har det godt. Jeg kan mærke det har været et lidt tættere kampprogram på det sidste, men i den næste uge vil der være et par enkelte træninger, og så kommer der nogle tests. Vi spillere der er hjemme i klubben har en lille pause at se frem til, så vi må sørge for at blive helt friske og få ladet batterierne op”, fortæller højre fløj Simone Böhme.

Først skal batterierne dog helt derned hvor det bliver kritisk lavt.

”Vi slog jo TTH i mandags efter en fin kamp, så det håber og regner jeg da med at vi kan gøre igen. Den dårlige kamp parkerer vi, og så tager vi de gode ting med fra den sidste kamp. Vi har siddet i taktiklokalet i dag, hvor vi har haft fokus på hvad vi kan forbedre. Lykkes vi med vores ting, så kan og skal vi også vinde. Gør vi det, så ser det rigtig godt ud for resten af sæsonen”, fortæller den mørkhåret silkeborgenser.