Grundspillets sidste kamp – Viborg HK vs. Odense

Højt at flyve dybt at falde. Sådan vil nogle måske tænke når de ser på tabellen i Primo Tours ligaen. I denne sæson har ligaen nemlig været farligt tæt i top 8, hvor alle hold har slået hinanden og endnu ikke alle er sikret en plads i slutspillet.

I Viborg HK glædes vi dog over, at vi allerede for et par uger siden sikrede en plads i slutspillet, da vi ikke kunne ryge ud af ligaens top 6. Nu er spørgsmålet bare, hvor i slutspillet vi træder ind. Hele sæsonen har vi ligget i top to kun overgået af FCM Håndbold, der har været overlegen i anden halvdel af sæsonen. Top to er også, hvor vi gerne vil blive efter grundspillets sidste kamp, som er mod Odense Håndbold.

Med en sejr i Odense afgør vi ikke alene egen skæbne, men kan også være med til at afgøre Team Esbjerg og Odense Håndbolds skæbne, da de lige nu slås om den sidste plads i slutspillet. Med en sejr sikrer vi andenpladsen i ligaen og samtidig den direkte plads i semifinalen. En plads, der er eftertragtet af flere grunde. For det første fjerner den usikkerheden omkring et kvartfinaleopgør, hvor vi med sikkerhed skal op imod stærke modstandere. Samtidig giver det en lille måneds kamppause, hvor holdet kan træne frem mod semifinalerne og samtidig gøre op med eventuelle skader og skavanker.

Der er masser af gejst og fight i pigerne, og frem mod dagens opgør siger AG:

“Vi har haft rigtig gode træninger de seneste dage og vi er super klar til at tage til Odense i morgen og lave en rigtig god præstation. For os handler det om at finde tilbage til vores spil når vi er bedst, så vi har pakket aggressivitet, energi, glæde og masser af spillelyst i tasken og tager det med til kampen.”

Hvis ikke ud har mulighed for at komme med til Odense kan kampen ses på TV2 Sport fra kl. 19.20.