Fun facts inden København Håndbold – Viborg HK

Bedst på straffekast – København Håndbold

AG har indtil nu scoret 15 mål på 19 afslutninger fra straffekaststregen i ligaen, imens Mai Kragballe fra København har eksekveret 10 ud af 12 afslutninger med succes. Derudover har Simone Böhme misset et enkelt forsøg, imens Line Uno scorede på hendes optræden fra 7-meter-stregen. Hos København har nummer 8, Anne Mette Hansen, scoret på hendes enkelte forsøg. København Håndbold vinder altså denne duel med 85 % (11 på 13 forsøg) imod Viborgs 76 % (16 på 21 forsøg).

 

Bedst på keeperposten – Viborg HK

I målet har Viborg HK haft et par stærke sidste skanser i Rikke Poulsen og Signe Bruun. Viborg-keeperne har stået med en samlet redningsprocent på 37,9 % (103 redninger på 272 afslutninger). Til sammenligning har Christina Elm og Ine Stangvik i Københavns mål taget 76 ud af 265 afslutninger, hvilket efterlader dem med en samlet redningsprocent på 28,7 %.

 

Mest træfsikre hold – Viborg HK

Viborg HK har hidtil i sæsonen afsluttet angreb med 326 skud, og det har resulteret i mål 179 gange. Sammenligner man med Københavnernes statistik, så har de på 329 afslutninger fået netmaskerne til at blafre 154 gange. Viborg vinder altså denne duel med en succesrate på 55 %, vurderet op imod Københavns 47 %.

 

Flest udvisninger – København Håndbold

Det er et hårdspillende hold vi skal op imod! København Håndbold har til dato fået 26 2-minutters udvisninger, sammenlignet med 14 afkølinger på bænken til Viborg HK.

 

Boldbesiddelse i kampene – København Håndbold

Det er ekstremt tæt, men København Håndbold har haft bolden i 48,7 % af spillet i deres kampe i sæsonen indtil videre, imens Viborg HK står noteret for 48,6.

 

Topscorer – Viborg HK

AG tager topscorertitlen til dato imellem de 2 hold, da hun har noteret sig for 40 scoringer, imens Anne Cecilie De La Cour er topscorer i København med 24 mål. AG har dog skudt straffekast, men trækker vi de 15 mål fra, så er hun stadig noteret for 25 ”pinde”.

 

Bedste individuelle spiller (vurderet på MEP-værdi) – Viborg HK

Hos Københavnerne har Anne Mette Hansen til dato opnået den højeste statistiske MEP-vurdering, hvor hun scorer 11,11. Hos Viborg HK overgår tre spillere denne. AG scorer 19,74, Rikke Poulsen i målet noterer sig for 20,51, og bedst er Rikke Skov ifølge statistikken, da hun har spillet til en samlet MEP på 24,28.

 

Vurdering:

Viborg HK vinder altså på 4 ud af 7 parametre. Lad os håbe det også kan blive til en sejr på banen i aften 🙂