Endnu en sejr på Falster

MP var helt klar fra start, da Viborg HK her til aften gæstede Scandlines Arena. Med AG’s scoring til 0-2, så faldt lydniveauet hurtigt i en proppet hal for en stund. Hjemmeholdet kom med det første mål da kampuret havde passeret 3 minutter. Viborg åbnede op fra fløjen, og netop i forsvarets venstre side kom hjemmeholdet igennem flere gange med succes. Den forsvarsstrategi skulle dog vise sig at blive fornuftig som tiden gik.

Viljen skulle bære det gode resultat hjem til Viborg, og det blev godt illustreret af Barbi. Efter en redning fra Rikke Poulsen holdt ungareren bolden i spil, da hun ude ved sidelinjen kastede sig frygtløst og holdt bolden på Viborg-hænder.

I modsatte ende viste Rikke Skov at 2. bølge-kontraen igen var hendes specialitet, og med 4 scoringer på 5 forsøg var hun stærkt medvirkende til forvirring i hjemmeholdets forsvar det første kvarter.

Viborg virkede en snært foran, og defensivt stod udeholdets blok stærkest. De gange hjemmeholdet kom igennem, da viste Rikke Poulsen landsholdsklassen. Helt fri kunne Barbi efter 24 min bringe Viborg på +3 for første gang til stillingen 9-12, og ved pausen var forskellen udvidet til 10-15.

Nykøbing kom bedst ud til anden halvleg, og med tre reduceringer udnyttede de en hård undertalsperiode til at komme med i kampen. En af første halvlegs store profiler, Rikke Skov, fik dog skudt Viborg i gang med et hug efter 36 minutter.

Anden halvleg blev en defensiv affære, og i hele 10 minutter blev udfaldet 2-0 til udeholdet. De gule fløje havde ikke en chance overfor Rikke Poulsen i målet, så derfor var det logisk fra enten Mulle eller Gravholt det meste kom fra. I modsatte ende blev chancerne desværre ikke helt udnyttet til fulde, og kontraløbene blev ikke forsøgt.

Med syv minutter kom Signe Brun på mål, og her startede hun med at pille Nykøbings højre back. Efter to minutter på bænken, ganske vidst ikke på grund af en udvisning, så var Rikke Poulsen igen klar til at lukke ned.

Viborg tager den lange bustur hjem med en sejr på 20-25, og dermed er udgangspunktet rigtig fint før returopgøret i Viborg om en uge.