En hurtig spirrevip

Op til denne sæson har der været en del udskiftninger i den viborgensiske spillertrup. En del spillere har forladt klubben for at prøve diverse spændende udenlandseventyr af, og det har givet plads til hele 9 nye ansigter, ud af truppen der består af 17 spillere. Vi vil i den kommende tid præsentere de nye ansigter for jer her på vhk.dk.

En af de nytilkommende Viborg HK-spillere er Simone Böhme, der for nyligt fyldte 24 år. Simone er bosat i Silkeborg med kæresten Ronni Borg, og har tidligere spillet for Silkeborg/Voel KFUM. Oprindeligt kommer Simone fra Spentrup nord for Randers.

”Jeg føler at de ambitioner jeg render rundt med matcher det jeg blev fortalt klubben gerne vil. Jeg har en drøm om at få lov til at spille europæisk, samt vinde titler, og det tror jeg virkelig vi med tiden kan komme til. Der er kommet en masse nye folk ind i hele klubben, og med New Beginning Viborg går vi en spændende tid i møde”.

I mandagens træning var Simone så uheldig at vrikke om, men det er ikke noget der bekymrer den unge højrefløj forud for den nye sæson.

”Jeg var lidt uheldig til træning, da jeg kom ud af balance, og desværre trådte på en anden fod, hvilket betød jeg vrikkede om. Jeg har jo prøvet det før, så efter et par dage hvor jeg har passet på mig selv, så er jeg nu begyndt at styrketræne og cykle igen. Forhåbentlig træner jeg med igen i morgen, og kan spille på fredag”, fortæller den mørkhåret fløjspiller.

På trods af den mindre skade, så har der primært været gode oplevelser her i præsæsonen.

”Vi har i opstarten haft nogle gode teambuilding-arrangement, og vi har set hinanden i øjnene. Jeg har fået en følelse af, at alle kæmper for ét fælles mål, og der er ingen over sammenholdet. Det tror jeg bliver vigtigt med en så ny trup. Forhåbentlig kan vi være med til at genskabe storklubben Viborg HK”, slutter Simone Böhme.