Dramatisk remis imod Ringkøbing

Det var dagens fødselsdagsspiller der indledte scoringen, da Barbie fint blev krydset op af Rikke Skov, og kunne glide igennem det lyserøde Ringkøbing-forsvar. Udeholdet greb herefter teten, og med fire vestjyske scoringer tog Allan Heine timeout 7 minutter inde i kampen bagud 1-4.

Et par Ringkøbing-afbrændere sikrede at Rikke Skov og Simone Böhme kunne bringe hjemmeholdet på omgangshøjde fire minutter senere, og i det 15. minut kom første føring, da Sidsel Bodholdts afslutning blev reddet, men Siri Seglem stod klar på riposten.

Spilovertaget tippede så småt til Viborgs side, men det afgørende hul blev ikke slået før pausen, hvor det trods alt var hjemmeholdet der var foran 13-11.

Første scoring efter sidebyttet blev Viborgensisk, og efter blot tre et halvt minut, samt én scoring til hjemmeholdet, forlangte den tidligere landsholdsspiller for det danske herrelandshold, Lars Rasmussen, timeout. Samme tilfælde blev gentaget blot 5 minutter senere, hvor hjemmeholdets føring var blevet udbygget til 18-12.

Efter 40 minutters spil blev Ringkøbing reduceret med en spiller, da Mia Biltoft efter en udvisning fik sig brokket til endnu 2 minutter, og dermed ikke kunne deltage i resten af kampen, da det var hendes tredje af slagsen. Det fik for alvor tændt udeholdet, og de som troede kampen var afgjort, ja, de tog grueligt fejl.

Med bare 10 minutter igen blev der lagt i kakkelovnen til en lørdagsgyser, da Zeljka Nikolic udlignede til 20-20, og hjemmeholdet virkede i denne periode rystet. Det her skulle bare ikke være nemt, og på trods af, at Viborg med 11 sekunder tilbage havde muligheden for to point efter en Ringkøbing-udligning, så blev Rikke Skovs skud rettet af i paraderne.

Dramaet endte altså 24-24, og Viborg HK skal nu begynde at forberede sig på semifinalekampen i Santander Cup, hvor der på tirsdag skal findes en finalist på Team Tvis Holstebros hjemmebane.

Se spillerstatistik her
Se kampanalyse her