“Det var et ønske om at give tilbage til den klub, som jeg har været en del af i så mange år” – Louise Bager Due

Hun sluttede karrieren på toppen, og har med OL guld, DM guld og Champions League titler oplevet en side af håndbold, som er de færreste forundt. Efter 4-5 år væk fra banen var håndboldskoene gemt godt væk bagest i skabet og harpiksen erstattet med børnehænder. For Louise Bager Due omhandlede hverdagen nu et fantastisk job som pædagog i en børnehave samt tid med familien. Men hvor langt væk gemmer et klubikon og en af Danmarks mest vindende spillere egentligt sin tidligere karriere? For Bager var der heldigvis stadig lidt håndboldspiller i kroppen, og da Allan kontaktede hende om muligheden for at gøre come-back og hjælpe holdet i slutspillet, sagde Bager efter lidt betænkningstid “ja”.

Vi har taget en snak med Bager om grunden til, at hun sagde ja til at hjælpe og hvordan det har været at komme tilbage.

Hvordan har det været at komme tilbage på banen med det grønne hjerte på skulderen?
Det har været en helt vildt god oplevelse. Det har været rigtig sjovt og fantastisk at være tilbage på banen. På alle måder en rigtig god oplevelse.

Hvad fik dig til at sige ja til at gøre et kort come-back?
Jeg havde snakket med Allan ad flere omgange i forhold til, at jeg eventuelt skulle starte. Men jeg havde også tænkt, at det ikke passede ind i min hverdag. Grunden til, at jeg til sidst sagde ja var for det første, at det var en kort periode. Jeg kunne se, at det kunne hænge sammen med min hverdag med familie og arbejde. Samtidig var det også et ønske om at give tilbage til den klub, som jeg har været en del af i så mange år.
Allan og jeg snakkede frem og tilbage om, hvilke bidrag jeg kunne komme med, og hvad der var realistisk efter at have været væk så længe. Da det var afklaret sagde jeg til mig selv, at nu giver jeg den en skalle og så håber vi på det bedste.

Modtagelsen da du blev præsenteret ved første kamp var til at få gåsehud af. Hvordan var det at komme tilbage og opleve den store støtte der var til dig?
Det var rigtig fedt. Det var dejligt at mærke, at man trods en årrække væk fra håndbolden ikke var glemt. Det var dejligt at mærke den varme der var fra publikum.

Har du mærket forskel på, hvordan det er at være håndboldspiller i dag i forhold til da du spillede?
Det er svært at mærke. Jeg kommer ind i de kampe, hvor der er drøn på, det handler om at vinde og der er medaljer på spil. Intensiteten er så høj, og det samme er lysten til at vinde, og det kan mærkes. Det er også det, jeg er vant til og kommer fra. Vi havde jo en årrække, hvor vi var med i rigtig mange af de finaler, så forskellen er svær at mærke.
Mht. træning havde vi, da jeg spillede, nogle rigtig store profiler, som gjorde at vores træning havde enormt høj intensitet. Det var jo nogle af verdens bedste spillere der var på holdet i de år, så selvfølgelig var niveauet rigtig, rigtig højt. Det synes jeg bestemt også det er i dag, hvor pigerne giver den gas og viser, at de vil det her. De går til den!

Du har skullet have arbejds- og familieliv til at fungere samtidig med, at du spillede i Viborg HK. Hvordan har det hængt sammen?
Til tider har det da været lidt af et puslespil, men min arbejdsplads har været utroligt fleksible i forhold til dette. Samtidig har min mand været indstillet på, at det hele skulle hænge sammen, så med deres hjælp har det kunnet lade sig gøre. Det er klart, at det har været presset på nogle tidspunkter.
Da jeg jo har skullet passe mit arbejde har jeg heller ikke trænet med i det omfang de andre træner, hvilket også har betydet, at jeg ikke har været der til alle træninger.

Man hører ofte, at spillere der vender tilbage på banen har problemet, at hovedet kan mere end kroppen. Passer det, og hvordan har det været?
Det har jeg godt kunnet mærke. Nogle gange har jeg vidst, hvad jeg skulle gøre, men det var ikke altid det jeg gjorde. Kroppen er ikke gearet til det, da jeg ikke har trænet i så lang tid. Så jeg mærkede helt sikkert også, at hovedet kan mere end kroppen lige gør.

Hvor meget holdt du dig i gang efter du stoppede?
Faktisk ikke ret meget. Jeg løb en gang i mellemnår det passede og tror sidst jeg løb var en tur med først min ældste datter og derefter med min yngste datter. Så det har været på et hygge niveau når det har passet ind.

Hvordan har du oplevet støtten til holdet?
Publikum har hjulpet holdet rigtig, rigtig godt. I alle kampene, men i særdeleshed husker jeg kampen mod Nykøbing Falster på hjemmebane, hvor der bare var drøn på. Det var en stor hjælp for holdet, og man siger tit, at publikum er den 8. spiller, og det er de virkelig! De giver et ekstra boost i en kamp som den. Det er selvfølgelig super ærgerligt, at vi ende som nummer fire, for jeg havde virkelig undt de her piger, der knokler så meget for det, at få en medalje. Jeg tror på, at holdet kommer igen!

Det siges, at stemningen lugtede af ”gamle dage”. Er du enig?

Helt sikkert! Særligt Falster-kampen lugtede af gamle dage, hvor hallen var fyldt og stemningen var i top. For os spillere er det fantastisk at opleve.