Det Faglige Hus indgår nyt hovedsponsorat med Viborg HK

Det er med stor glæde Viborg HK kan offentliggøre, at klubben har indgået en ny etårig hovedsponsoraftale med Det Faglige Hus. Dermed fortsætter det gode samarbejde, som blev indledt i forbindelse med Viborg HK’s Champions League finale og sejr over rumænske Oltchim Valcea i 2010.

Det nye hovedsponsorat er kommet i stand som led i et nyt og spændende treparts samarbejde mellem Det Faglige Hus, Aller Media og Viborg HK. Samarbejdet indebærer udveksling af eksponering og andre ydelser mellem de tre parter.

Viborg HK’s direktør, Henrik Dahl, glæder sig over at kunne fortsætte samarbejdet med Det Faglige Hus

”Jeg er begejstret for, at vi har kunnet nå frem til en ny aftale med Det Faglige Hus, som har været en uvurderlig partner for Viborg HK de seneste år. Det er en rigtig god aftale, vi har lavet, og den sender et klart signal om, at Viborg HK fortsat har et stærkt brand og er et godt udstillingsvindue for større nationale virksomheder, ” udtaler han.

Henrik Dahl er samtidig glad for det nye samarbejde med Aller Media, som har medvirket til at få aftalen med Det Faglige Hus på plads.

”Vi har lavet et samarbejde med Aller Media, der blandt andet indebærer, at vores store sponsorer kan få adgang til eksponering via deres mange magasiner og andre medier. I den forbindelse var koblingen med Det Faglige Hus nærliggende, og det er der kommet en fin aftale ud af. ”

Hos Det Faglige Hus udtrykker Landsformand Johnny Nim også sin tilfredshed med den nye aftale.

”Vi er godt tilfredse med også at være en del af Viborg HK i denne sæson. Og der skal ikke herske tvivl om, at Aller Media har haft stor betydning for, at vi stadig er hovedsponsor. Vi ser meget frem til at bruge Allers blade og magasiner i vores markedsføring, lige som vi også bliver en del af deres events i form af for eksempel Femina Løbet. Vi forventer, at det vil kunne tiltrække endnu flere medlemmer til Det Faglige Hus.  Så jeg synes, det er godt tænkt af Viborg HK at skabe merværdi for deres sponsorer på denne måde”.

Det Faglige Hus er et paraplybrand for 4 faglige organisationer og en a-kasse med hovedkontor i Esbjerg og underafdelinger i København og syv andre større danske byer. Med flere end 100.000 medlemmer og 325 medarbejdere er Det Faglige Hus en af landets største fagforeninger med a-kasse.

For yderligere oplysninger:

Henrik Dahl, Administrerende direktør i Viborg HK: Tlf.: 20 28 66 88

Johnny Nim, Landsformand i Det Faglige Hus: Tlf.: 23 31 74 90