Kampflytning

Står du og har lyst til en tur til Randers den 10. februar for at se Viborg HK i aktion, så kan du godt vente en ekstra time med at køre afsted.

Viborg HK’s udekamp imod Randers HK er nemlig blevet flyttet, så kampen nu spilles klokken 19.30, i stedet for som oprindelig planlagt klokken 18:30.

Tager du ikke afsted, så kan det informeres at kampflytningen skyldes at TV har meldt sin ankomst. Du kan derfor også følge med i Primo Tours Ligaen-opgøret på TV2 Sport.

Kampens Profil: Ann Grete Nørgaard

Efter gårsdagens opgør var det “AG” som kunne modtage en lille gave fra Match Partner Holstebro Rejsecenter, hvor Klaus Harrestrup efter slutfløjtet overrakte.

Med 9 mål på 11 afslutninger, heriblandt 3 sikre straffekastscoringer på lige så mange forsøg, så viste hun vejen i hvad der endte ud i en smal sejr på tavlen, til trods for at Viborg HK var i front hele anden halvleg.

Den fornemme præstation rakte også til en plads som hele 11. spillerundes bedste venstre fløj. Det er tredje gang “AG” er med på dette nomineringshold. De øvrige spillere er:

Målvogter: Cecilie Greve, Randers HK A/S (3)

Venstre fløj: Ann Grete Nørgaard, Viborg HK (3)

Venstre back: Trine Troelsen, Silkeborg-Voel KFUM (1)

Playmaker: Estavana Polman, Team Esbjerg (4)

Højre back: Laura VAN DER Heijden, Team Esbjerg (1)

Højre fløj: Stine Andersen, Team Tvis Holstebro (2)

Stregspiller: Linn Blohm, Team Tvis Holstebro (3)

Sejr i årets sidste kamp

Silkeborg kom bedst fra start i 2015’s sidste kamp, hvor det var tydeligt kontrafasen var et af de våben gæsterne havde snakket om. Et par fornemme redninger fra Rikke Poulsen på Voel-playmakeren Sofie Bæk Andersen gjorde dog at hjemmeholdet også scorede sine 2 første mål på kontraer. Det etablerede angrebsspil havde det til gengæld svært overfor det rapfodede forsvar, hvorfor Allan Heine også tidligt tog en time-out efter blot 7 minutter bagud med to mål.

Viborgs franskmand Marie Paule Gnabouyou viste at hun var klar til at tage ansvaret, og et par scoringer fra hendes varme venstrehånd holdte hjemmeholdet i fornuftig afstand, før AG fra fløjen fik netmaskerne til at blafre 3 gange i træk til 7-7, 8-8 og 9-8 cirka halvejs i halvlegen.

Føringen på et mål holdt til pausen, og blev hurtigt udbygget efter ganske få minutter. Et velfungerende forsvar gjorde det konstant svært for Silkeborg, og fysikken talte til hjemmeholdets fordel. Føringen kom aldrig for alvor i fare, og derfor kan hjemmeholdet nu gå på nytårsferie med 2 point, og en 30-28 sejr over en af de direkte konkurrenter til en slutspilsplads.

Næste opgave venter den 6. januar, hvor holdet skal på den længste udebanetur i Primo Tours Ligaen. Her skal Viborg HK’s damer spille imod Nykøbing Falster, men det behøver du heldigvis ikke at gå glip af, til trods for at du muligvis ikke tager turen. TV2 Sport har nemlig allerede programsat denne kamp til deres tv-kanal.

Se spillerstatistik her
Se kampanalyse her

 

 

Viborg HK og Simone Böhme indgår forlængelse

Siden skiftet i sommers har Simone Böhme tilkæmpet sig mere og mere spilletid i klubben, og med tiden er hun blevet overbevist om, at Viborg HK er det rette projekt for hende personligt og udviklingsmæssigt. Her i klubben er vi stolte over at en seriøs kandidat til titlen som landsholdsspiller har underskrevet en ny kontrakt, for interessen er absolut gensidig. Med forlængelsen binder Simone sig til og med sæsonen 2018/2019.

Böhme skiftede i forbindelse med sommerpausen i år Silkeborg-Voel ud med Viborg, men inden perioden i 8600-klubben havde Randers HK i tre år fornøjelsen af den nu 24-årige fløjprofil. I sidste sæson kom det store gennembrud for Simone, og siden da er det gået stærkt for den mørkhåret venstrehånd.

”Forlængelsen er rigtig, rigtig vigtig for os i forhold til opbygningen af det nye hold. Vi har med en 120 % professionel indstillet spiller at gøre, generelt i supergod form, og hele tiden søger hun de nye områder for at kunne dygtiggøre sig. Hun vil gerne være anderledes i forhold til de andre fløjspillere, så det er en person jeg forventer mig rigtig meget af. Simone passer godt ind på både det personlige og spillemæssige plan, og jeg ser frem til at kunne arbejde videre med hende i de kommende år. I samarbejde skal vi bygge lag på den gode udvikling hun har været inde i, så hun med tiden kan blive en af Danmarks bedste fløjspillere”, fortæller Allan Heine om den 24-årige spiller oprindelig fra Spentrup.

Netop det med alderen har også været en af grundene til, at man i Viborg HK gerne ville have fornyet Simone Böhmes underskrift på en kontrakt. Allan Heine anser fremtidsmulighederne for silkeborgenseren som rigtig gode, hvis bare udviklingen fortsætter som nu.

”Jeg tror på at hun kommer helt ind omkring A-landsholdet indenfor det næste års tid, og den tro bygger på det stenhårde arbejde hun lægger for dagen, samt på grund af den udtalte professionalisme hun har til livet at være håndboldsspiller 24 timer i døgnet. Fremtiden tegner flot, og jeg er glad for at Simone også ser Viborg HK som det rette for hende.”

Underskrift

Sæsonens overraskelse kigger forbi i nytårsbrag

I morgen skal skuffelsen fra pokalfinalen gerne vaskes af kroppen, når sæsonens overraskelse fra Silkeborg-Voel kommer på besøg i Viborg Stadionhal klokken 19:30. Vi fangende i går Allan Heine, for at høre hvordan man så hurtigt får vendt tankerne, og bliver klar til en ny kamp.

”Når den første skuffelse har lagt sig, så handler det selvfølgelig om at kigge videre, og finde de positive ting. Jeg har allerede nu fuldt fokus på forberedelserne til næste kamp, som er Silkeborg/Voel KFUM på onsdag”.

Spillestilen hos onsdagens modstander minder ikke så meget om det spil FCM praktiserede, men det kan også blive en fordel for Viborg.

”Det er jo en helt anden type spil vi skal op imod. Et mere individuelt spil, hvor der er nogle spillere som er rigtig gode til at bryde ud af nogle faste mønstre. Det handler meget om duelspillet  1-mod-1, og samarbejdet 2 og 2 defensivt, så hullerne imellem spillerne bliver for små i forhold til deres angrebsspillere. Vi kan dog absolut ikke tillade os at undervurdere dem, for de har fået det optimale ud af de første seks måneder, hvis vi kigger på det materiale man har haft til rådighed. Det fortjener en stor cadeau”.

På trods af at Silkeborg efter sidste sæson mistede spillere som Simone Böhme, Anne Cecilie de La Cour og Jette Hansen, så har Silkeborg-træneren Jacob Andreassen igen fået sammentømret et stærkt kollektiv. Det har Allan også bemærket.

”Freja Cohrt, Trine Troelsen og Sofie Bæk Andersen er selvfølgelig de profiler som har båret Silkeborg den første halvsæson. Samtidig har Stine Bonde i målet også været en af de spillere der har bragt Silkeborg op hvor de nu hører til, imens flere andre som Ida Sylvest, Christina Wildbork og Rikke Iversen også har været gode til at byde ind. Man må lette på hatten for det stærke kollektiv Silkeborg igen har formået at samle, og de arbejder stenhårdt for tingene”.

Sammenkoger vi ovenstående ned til en bouillonterning, så venter der os en svær opgave imod et godt hold, set i perspektivet af pokalfinalen bare tre dage før. Vi skal ud og præstere, for ellers taber vi. Det er simpelt, så spændingen er der absolut.

Vi håber at alle der har tid og muligheden vil komme forbi Viborg Stadionhal, så vi sammen kan sende Viborg HK’s ligadamer ind i 2016 med en god følelse, og 2 point. På forhånd tager Allan Heine denne gang favoritværdigheden.

”Vi spiller på hjemmebane, og nu skal vi i gang med at høste nogle af de frugter, som vi har sat i jorden tidligere på sæsonen. Vil vi i slutspillet, så er en hjemmekamp imod Silkeborg en af de kampe vi skal vinde. Kriteriet er derfor en sejr”.

Har du det bedst med at købe din billet på forhånd, så kan du her købe i forsalg, men ellers vil der som altid også være billetter til salg i døren på kampdagen.

Julehilsen 2015

2015 nærmer sig så småt sin afslutning, men inden skal vi igennem juleaften. Den største julegave venter for os her i klubben på søndag, når vi igen er at finde i Pokalfinalen. En dejlig juleoplevelse, som vi med glæde gør til en tradition. Vi havde en magisk oplevelse, da Jysk Arena blev omdannet til et grønt flaghav for to års tid siden, og det vil være en stor ære, hvis vores fans igen kan skabe den stemning om blot tre dage.

Der skal lyde en stor tak til vore frivillige, som uge efter uge hjælper med kampafviklingen, vores trofaste fans, der bakker pigerne op i medgang og modgang, samt vores sponsorer og samarbejdspartnere, der giver os muligheden for at drive en professionel håndboldklub. I er hver og én del af det nye Viborg HK, og alle håber vi får en dejlig aften i godt selskab. Forhåbentlig kan lækkert mad og gode drikkevarer smøre stemmerne til en god kamp tredje juledag. Vi skal være klar fra første fløjt på banen, og så krydser vi fingre for at I kan bære os frem udenfor stregerne.

Det er endnu for tidligt at se frem imod 2016, for faktisk har vi hele to kampe tilbage i indeværende år. Som mange ved, så venter FCM på søndag, men allerede onsdag presser vi endnu en kamp ind i det travle juleprogram. Her tager vi hjemme imod Simone Böhmes tidligere holdkammerater fra Silkeborg-Voel KFUM klokken 19:30, så hvis du vil op og ønske pigerne et godt nytår, da kan du købe din billet her.

Lige nu er det dog kampen på søndag der fylder i vores hoveder. Én kamp af gangen 🙂

Sikker sejr over Skuru

I dagens kamp viste hjemmeholdet at de bestemt ikke har lagt på den lade side, imens slutrunden buldrer i de danske haller. Efter en pauseføring på 18-12 fortsatte Viborg via en solid offensiv med at trykke på, og vi skal et stykke tid tilbage, for at finde den seneste kamp hvor dagens hjemmehold har scoret 37 gange. I defensiven bød hver halvleg på 12 scoringer til Skuru, og det hvidklædte hjemmehold praktiserede en offensiv variant, som så ud til at lykkes fint.

Udover Siri og Sille der sad over, samt naturligvis de landsholdsaktuelle, så meldte stort set hele truppen sig fint ind i opgøret. Fuld spilletid til Signe Brun, Line Uno og MP fik vist både gennembrud- og skudstyrke udefra, og ligeså med for eksempel Nikoline Lundgren. Mange kunne fremhæves, men skal vi finde én kampsekvens, så spillede Sidsel Bodholt Ditte Kelså fri på fløjen med en aflevering bag om ryggen, og med en flot “kringle” passerede hun køligt den svenske keeper midtvejs i anden halvleg. En situation der fik smilene frem hos de fremmødte tilskuere.

Opgøret viser blot at træningen bestemt ikke er tilsidesat, også selvom at der netop nu ikke er så mange betydningsfulde kampe.

Efterårets hold sat

Rikke Poulsen gør det særdeles godt til VM for tiden, men igennem hele efteråret har den blonde keeper fra Ejsing imponeret for Viborg HK.

Dameligaen er sat på standby efter 10 spillerunder i efteråret, og det har givet Divisionsforeningen tid til at tjekke midtvejsstatistikken. Alle aktioner i de forskellige kampe er ført til statistik, hvilket nu har resulteret i, at Efterårets Hold er fundet. Her er 5 klubber repræsenteret. Se hvilke nedenunder.

Efterårets Hold:

Målvogter: Rikke Poulsen, Viborg HK 27,59 MEP

Venstre fløj: Freja Cohrt, Silkeborg-Voel KFUM 27,00 MEP

Venstre back: Anna Sophie Okkels, SK Aarhus 32,77 MEP

Playmaker: Estavana Polman, Team Esbjerg 40,39 MEP

Højre back: Nathalie Hagman, Team Tvis Holstebro 41,11 MEP

Højre fløj: Lina Rask, SK Aarhus 22,81 MEP

Stregspiller: Mette Gravholt, Nykøbing Falster Håndbold 42,32 MEP

Den mere specifikke træning

Imens nogle spillere er med landsholdet, så er der fuld gang i træningen for den øvrige spillertrup.

I torsdags var de tilbageværende ligaspillere forbi Viborg Katedralskoles nye imponerende testcenter, og her styrede fysisk træner Michael Knudsen løjerne, sammen med eliteidrætskoordinator i Viborg Kommune, Ole Bitch.

Med iltmaske på så det udefra en anelse voldsomt ud, men på den måde kunne man få de helt præcise målinger, som kan være med til at planlægge individuelle træningsforløb for spillerne. Der var skam også lidt skeptiske blikke fra nogle af dagens aktører, men heldigvis var det ikke så farligt som forventet 🙂

”I den fysiske stab har vi selvfølgelig en række idéer om hvor de enkelte spillere skal forbedre sig, men ved at teste dem på denne måde, så kan vi enten få disse bekræftet analytisk, eller spilleren kan overraske os, så vi skal begynde at fokusere på andre dele af deres krop i træningen”, udtaler Michael Knudsen.

Udover Vo2max-testen, der foregik på løbebånd, så fik spillerne også lavet en kropanalyse. Her kan man måle om muskelmassen f.eks. er højere i det venstre lår, end tilfældet er i højre. Er den det, så kan man forebygge skader ved at fokusere på deres højre side af kroppen, både for at stabilisere, men også for at skabe en stærkere generel fysik.

I går var truppen igen i aktion, hvor der blev testet i spring og sprint, hvilket vil sige at spillerne blev målt hvor højt de hopper, men de fik også kontrolleret sprinttider på 5, 10, 15 meter osv. Sådan ses det hvor hurtigt de forskellige spillere opnår deres topfart, og om de skal arbejde med acceleration eller udholdenhed i konditionstræningen.

”Mange kender til den gode gamle BIP-test fra folkeskolen, hvor man også tester udholdenhed. Ved at lave en vo2max-test, så kan spillerne ikke overpræstere. Man ser på målinger helt præcist hvor spilleren toppræsterer, så en jernvilje kan ikke bære spilleren igennem”, fortæller en tilfreds fysisk træner.

Analyserne kan både bruges i kampsituationer, men ikke mindst derhjemme i træningslokalet.