Optakt til årets sidste kamp i Primo Tours Ligaen

I morgen spilles sidste runde af Primo Tours Ligaen i 2016.

Odense Håndbold kommer på besøg i Viborg Stadionhal, hvor de vil forsøge at revanchere nederlaget fra kvartfinalen i Santander Cup.
Her vandt pigerne som bekendt på udebane med 24-19 i en kamp, hvor forsvaret fik lukket godt af, og Rikke Poulsen stod en fantastisk kamp i målet.

Successen skal gerne gentages i morgen, hvor pigerne skal rejse sig ovenpå en svær kamp i Rusland, hvor den lange hjemrejse skal løbes ud af benene.

I Odense stod forsvaret som skrevet rigtig godt, og fejl fra Odense Håndbold blev prompte straffet i kontra eller gennemtænkt angrebsspil. Spændende var det, hvordan de grønblusede ville håndtere 7-6 spillet, som Odense har benyttet sig af flere gange i løbet af sæsonen. Også det blev straffet prompte, og gav anledning til nemme mål for blandt andet Rikke Poulsen, der scorede 2 gange.

Netop defensiven er endnu en gang på dagsordenen når taktikken lægges op til kamp.

På spørgsmålet om, hvor fokus skal lægges frem mod kampen siger Allan:

“Det handler om vores defensiv igen, igen. Odense spiller meget disciplineret og er stærke defensivt. Derfor kræver det endnu en gang en stærk, stærk indsats fra vores side”.

Til seneste hjemmekamp mod Nykøbing Falster var der tilskuerrekord for sæsonen i Viborg Stadionhal. Opbakningen var helt i top, og var en medvirkende faktor til, at hjemmeholdet løb med en imponerende og overbevisende sejr.

Frem til morgendagens kamp synes interessen mindst lige så stor, og håbet er, at vi oplever endnu større opbakning til kampen mod Odense.

Vi ses i Viborg Stadionhal!

Sejr i kampen mod Nykøbing Falster

Bølgen der ruller i Viborg HK bliver større og større, og i dag var den om nogen vokset sig ud over Viborg HK, da hallen summede og larmede som var hele byen mødt op.

Med en fantastisk opbakning fra publikum buldrede pigerne afsted og lod spillerne fra Nykøbing Falster stå alene tilbage med efterdøningerne. Med en stærkt spillende Mie Sørensen i målet, var holdindsatsen endnu en gang Den afgørende faktor, og hele 9 af hjemmeholdets spiller kom på måltavlen. Det bevidner en trup, der arbejder efter devisen ‘mere team, mindre profil’.

I morgen vil der komme mere på hjemmesiden om kampen, inklusiv kommentarer fra holdet.

#mereteammindreprofil – vi er Viborg HK !

Hvilken start på sæsonen!

Ved sæsonens start var det nok kun de færreste, der havde forestillet sig, at dette nye hold i onsdags spillede en regulær topkamp.

Jeg har flere gange rost spillerne for deres fornemme præstationer og jeg må igen anerkende deres store flid til både træning og kampe.

Selvom spillerne igen og igen har leveret varen, så skal æren også tilfalde de folk, der er i lederteamet. Lige fra direktøren til administrationen og hele vejen ned i maskinrummet til vores sundhedssektor i Jesper Abildtrup, Peter Holst og Lars-Henrik Thomsen, samt vores holdleder Liss Kristensen, fysiske træner Michael Knudsen og målvogtertræner Susanne Wilbek.

Disse personer er holdets skjulte profiler, som ikke trækker overskrifterne. Derfor kaster jeg gerne lidt glans deres vej. Årsagen til den gode start på sæsonen er netop det, vi flere gange har gjort opmærksom på. Vi er mere et hold end enkelte profiler. Eller omvendt så er der kun profiler, som skaber i hold.

Sidst vil jeg gerne sende lidt roser efter min assistenttræner, Bo Rudgaard. Han har ikke bare i sidste sæson, men også denne en stor andel i dette holds fremgang. Sparringen ved både træning og kamp flytter de små procenter i vores retning og derved øges chancen for succes.

Alt dette kan også siges meget enkelt – #mereteammindreprofil – vi er Viborg HK !

Allan Heine
Cheftræner

De grønne sofaer

I Viborg HK er vi svært begejstrede for tiden. Sportsligt har vi fået en start på sæsonen, som kun få havde turdet håbe på. Derudover har vi fået skabt en fantastisk stemning blandt samarbejdspartnere, fans og andre interesserede, der gør, at alle hjemmekampe har været en skøn forening af sejre, stemning og godt humør.

Med så stærk opbakning har vi haft fokus på at forbedre den gode oplevelse for tilskuerne. Et af de initiativer, som vi har ført ud i livet til denne sæson, er to grønne sofaer, som vi har stillet op blandt tilskuerpladserne. Sofaerne er tiltænkt 4 heldige tilskuere, der ved hjemmekampe kan nyde håndbold fra de mest behagelige pladser.

Sofaerne er sponsoreret af Top Line og har været i brug ved de seneste 2 hjemmekampe.

Til kampen mod Silkeborg-Voel havde vinderne deltaget i en konkurrence på Facebook. En af de heldige vindere var Rikke, der havde sendt sin mand Heinrich og deres søn Daniel afsted til kampen. Daniel spiller selv i ungdomsrækkerne i SIK og har før været til ligahåndbold i Viborg Stadionhal. Begge var begejstrede for oplevelsen med plads i den grønne sofa, hvor de nød de bløde siddepladser.

”Det er en speciel og sjov måde at se håndbold på. Et rigtig godt koncept, hvor goodiebags med lidt forplejning er rigtig godt” siger Heinrich.

Til kampen var også Primo Tours, der havde flere konkurrencer i gang. Blandt andet var Daniel så heldig også at vinde to gavekort fra Primo Tours.

Også den anden grønne sofa blev taget i brug. Her sad 13-årige Ida, der havde taget en veninde med til lejligheden. Pigerne var kommet direkte fra træning til kampen, og spiller til daglig på Viborg HK’s U14 hold. De var derfor rigtig glade for at sidde i sofaen så kroppen kunne slappe af. Skulle de få mulighed for at tage plads i sofaerne igen, sagde pigerne uden tøven, at det ville de rigtig gerne.

Hvordan man får plads i de grønne sofaer til hjemmekampene varierer fra gang til gang. Det er derfor vigtigt at holde øje med vores sociale medier, hvor konkurrencer vil blive offentliggjort.

Flot holdpræstation skabte sejren

Vi kan hurtigt blive enige om, at gentagelser er kedelige. Derfor skal de som hovedregel ikke benyttes for ofte, men vi gør en undtagelse i Viborg HK for tiden.

Pigerne fortsætter med at sejre i Primo Tours Ligaen og er fortsat ubesejret efter 6 runder.

Onsdag kom Silkeborg-Voel KFUM på besøg, og skulle forsøge at fortsætte det gode spil, de har præsteret i de første runder af Ligaen. Derfor var det også en velforberedt træner, der inden kampen i sit oplæg til sponsorer og sæsonkortholdere fortalte om nogle af de elementer, der var fokus på for at besejre Silkeborg-Voel. Et af elementerne var forskellen i fysik. Hvor Silkeborg-Voel er mindre fysiske og spiller hurtigt, har vi i Viborg HK nogle høje fysisk stærke spillere. Det var derfor vigtigt at få samlet sig i forsvaret og lukke af for de små hurtige spillere fra Silkeborg-Voel.

Missionen må siges at lykkes. Efter 20 minutter stod der 9-3 til pigerne og frygten for, at hurtighed sejrer over fysik blev gjort til skamme. Forsvaret arbejdede aggressivt og med få fejl. Samtidig stod Rikke Poulsen som en sikker sidste skanse.

Efter kampen havde Allan følgende at sige til spørgsmålet om, hvad der lykkedes så godt i dag:

“De første 20 minutter, der har Silkeborg det rigtig, rigtig svært i forhold til vores kompakte defensiv og en rigtig god præstation af Poulsen i målet. Vi straffer dem hårdt, og fra det 20. minut er vi i kontrol selv om Silkeborg sparker fra sig et par gange. Det er imponerende, at pigerne bliver ved med at holde så stærkt igen”.

Grundet International Week har der været pause i Ligaen. De syv spillere vi har haft sendt til landsholdssamling, var mandag tilbage i vante rammer. Spændende var det derfor også, om spillerne vendte friske hjem til Ligaen, eller om landsholdsamlingen med kampe og træninger havde tæret på kræfterne. Der var dog ingen tegn på træthed på holdet, der kom med fuld fart og masser af energi. Noget Allan også kommenterede på spørgsmålet om, hvorvidt der var træthed i truppen:

“Nej det synes jeg faktisk ikke. De var rigtig gode til at levere, dem der var afsted. Det var i hvertfald ikke træthed der gjorde at Silkeborg kommer tættere på til sidst. Det er at Silkeborg er et rigtig stærkt hold, der er svære at holde nede i hele kampen”.

Træthed var der heller ikke at spore hos Simone Böhme, der har været afsted med det danske udviklingslandshold. Hun havde efter kampen mod sit tidligere hold følgende at sige: ”

“Det er rigtig dejligt at være tilbage med holdet og rigtig dejligt med en sejr i dag. Det har været en god uge med udviklingslandslandsholdet, hvor vi har haft nogle rigtig gode træninger med Allan på sidelinjen”.

Böhme tilføjer om kampen mod Silkeborg:

“Først og fremmest står vi rigtig godt i forsvaret. Der bliver lukket ned og Poulsen tager rigtig godt fra i dag. Vi kommer ud og løber nogle kontra med dem og det er det jeg synes gør forskellen. Vi spiller meget disciplineret i angrebsspillet. Vores hårde arbejde til træning bærer frugt igen i dag. Så er det også ekstra godt at vinde over sit gamle hold”.

Næste kamp bliver på udebane når pigerne i weekenden drager mod Prag, hvor DHC Slavia Praha skal besejres i EHF Cuppen.

 

Struktur, struktur, struktur

“Struktur, struktur, struktur og prioritering”. Hvilket spørgsmål er det, der får AG til at svare sådan? Det er spørgsmålet om, hvordan hun får en hverdag med job, håndbold og familie til at hænge sammen.

For mens de fleste danskere i øjeblikket planlægger et væld af aktiviteter til efterårsferien, så har vi i Viborg HK et hav af spændende kampe og aktiviteter på programmet.

Derfor tænkte vi, at det kunne være sjovt at kigge lidt på, hvordan en uge kan se ud for spillere og ledere omkring holdet.

Håndboldprogrammet for den næste uge ser ud som følger:

Onsdag d. 12. oktober: Kamp mod Silkeborg-Voel KFUM kl. 19.30

Torsdag d. 13. oktober: Styrketræning

Fredag d. 14. oktober: Træning for alle + spillere til sponsorevent + afgang til Tjekkiet i forbindelse med EHF Cup

Lørdag d. 15. oktober: Ankomst i Tjekkiet + to træninger

Søndag d. 16. oktober: EHF Cup + afgang mod Danmark

Mandag d. 17. oktober: Ankomst i Viborg + styrketræning

Tirsdag d. 18. oktober: Taktisk møde + træning

Onsdag d. 19. oktober: Kamp i Esbjerg kl. 20.30

Størstedelen af spillerne har studie eller job ved siden af håndbolden. Heldigvis har spillerne fundet arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, der formår at finde løsninger så håndbold, job og studier kan gå hånd i hånd. AG er en af de spillere, der ved siden af håndbold også arbejder. Hun er tilknyttet Hald Ege Efterskole, hvor hun er lærer. Som uddybning til spørgsmålet om, hvordan hendes hverdag kan hænge sammen siger hun yderligere:

“Jeg er måske verdens heldigste at have en fantastisk fleksibel arbejdsplads, hvor intet er umuligt. Derfor er det aldrig et problem, hvis jeg er væk på fx Europacup tur eller med landsholdet. Min familie bor i Viborg og omegn og er heldigvis håndboldinteresserede, så om ikke andet så ses vi i hallen indimellem. Og der er ikke så langt hjem så det bliver i de mest pressede perioder bare til en hurtig kop kaffe og en krammer – men så er der jo også perioder, hvor der er bedre tid og så nyder vi det”.

Som træner er det Allans opgave at få det maksimale ud af spillerne i et travlt program med masser af håndbold. Allan siger, at “det handler om en hårfin balance mellem træning, kamp og restitution. Når vi f.eks. har EHF Cup kampe, så har vi en del rejseaktiviteter. Det er derfor vigtigt, at alt omkring spillerne er planlagt bedst muligt. Selvfølgelig skal vi forsøge at give plads med hele eller halve fridage, men de er topprofessionelle idrætsfolk. Derfor er det jo også et spændende program for dem at spille en masse håndbold. De er rigtig gode til selv at planlægge deres tid og navigere de forskellige områder de skal begå sig i”.

Kigger man på stillingen i Primo Tours Ligaen må vi sige, at spillerne virker til at have overvældende godt styr på deres program og træning. Efter 5 runder er holdet endnu ubesejret og ligger på førstepladsen.

Succes for én betyder succes for alle

Som vi har berettet et par gange, har vi i denne uge hele 7 senior spillere til landsholdssamling med det danske, franske og svenske landshold. Derudover er Allan i spidsen for det danske udviklingslandshold

Et så stort antal landsholdsspillere bevidner kvaliteten af det arbejde der laves i træningslokalerne, såvel som taktisk på bænken, og er en cadeau til samtlige spillere og ledere i truppen.

Til Golden League præmieren mod Rusland så vi, at vores spillere kan bide skeer med de bedste og kampen endte med en regulær afklapsning af Russerne. Stine Bodholt og Line Haugsted var en del af det danske hold, og gjorde det rigtig flot defensivt såvel som offensivt.

Om kampen har Stine dagen derpå følgende at sige til Danmarks indsats: “Vi havde rigtig god dynamik i vores forsvar, hvor vi var agressive og fandt en god højde der gjorde, at vi kunne hjælpe hinanden og få sat nogle gode tacklinger ind. Det var en fed kamp at spiller, hvor vi viste vilje og god gejst”.

Som tilskuer til kampen var det, som Stine bemærker, tydeligt at gejsten og viljen var i top hos de danske piger.

I dag, fredag, skal det danske udviklingslandshold i aktion mod Norges udviklingshold. Her skal Allan styre tropperne mod sejr, og han råder blandt andet over egne spillere fra Viborg HK, da Uno, Böhme og Amalie ‘Nips’ er udtaget. Rollen som landstræner er ikke helt den samme som at være træner for Viborg HK. “Rollen som landstræner for udviklingslandsholdet er jo en lidt anden størrelse end at være træner i Viborg. I landstrænerrollen handler det i høj grad om udviklingen og den røde tråd ifht A-landsholdet. Det er i langt højere grad en proces, end det er resultaterne på kampene der er det elementære” siger Allan til spørgsmålet om, hvad forskellen på de to trænerroller er. Derfor er forventningerne til dagens kamp også, “at vi arbejder med de elementer som vi har trænet i denne uge. Både defensivt som offensivt.”

 

Kampprogrammet som set på DHF’s hjemmeside er de næste dage:

7/10 kl. 19.00 Dame-B mod Norge (Bramdrupdam – entre 40 kr)
8/10 kl. 11.45 Dame-B mod Norge (Esbjerg – billetinfo på nedenstående link)
8/10 kl. 16.10 Dame-A mod Frankrig (Golden League i Esbjerg)
9/10 kl. 16.10 Dame-A mod Norge (Golden League i Horsens)

 

 

 

Drømmestart på Primo Tours Ligaen

Endnu en runde i Primo Tours Ligaen er spillet og endnu en sejr er bragt hjem til Viborg.

I weekenden drog pigerne mod Randers, hvor førstepladsen skulle forsvares. I en kamp, hvor holdånd, fightervilje og god attitude var kendetegnende for Viborg-pigernes spil kunne Randers ikke stille meget op.

Det første kvarter af kampen fulgtes holdene ad, men stille og roligt fik Viborg HK sat sig på spillet. Det skyldes ikke mindst, at forsvaret fandt rytmen og lukkede flot af for Randers’ skytter. Derudover tog angrebsspillet fart og med tålmodighed og gode løsninger fandt bolden gang på gang vej til netmaskerne. På et tidspunkt så det ud som om, pigerne ville tage en storsejr med hjem, da de kom foran 10-18. Randers kom dog igen, men var aldrig tæt nok på til at skabe spænding.

Efter kampen var det en glad Allan Heine der kunne gøre status på, hvilke styrker han og holdet fik udnyttet i kampen. “Det er for det første en fantastisk holdånd, enorm fight og fantastisk attitude der gør det rigtig, rigtig svært for Randers. Vores defensiv står godt, Poulsen står godt i målet og så har vi nogle individualister i angrebsspillet som hjælper i svære perioder. Det er imponerende!”.

Også spillerne var glade efter sejren. På spørgsmålet om, hvad de synes gik bedst i kampen mod Randers, svarede Mathilde Storgaard, Carin Strömberg og Signe Brun blandt andet, at indstillingen og attituden var rigtig god og trods lidt modgang bevarede holdet roen og blev ved med at kæmpe.

Den næste uges tid er der kamppause i Primo Tours Ligaen grundet landsholdssamling. Hele 6 Viborg HK spillere er til landsholdssamling og vil blandt andet være at se til Golden League stævnet fra den 6. – 9. oktober.

Pigerne stadigt ubesejret

Pigerne fra Viborg HK har haft et stramt program de seneste uger med masser af kampe i Primo Tours Ligaen.

Det stramme program har dog ikke taget noget af intensiteten i kampene, og pigerne er stadig ubesejret efter 4 kampe på to en halv uge, med endnu en kamp på programmet i morgen.

Senest slog pigerne FCM Håndbold, der inden kampen mod Viborg HK lå på første pladsen med maksimum point.

Det blev der lavet om på i en kamp, hvor tændingen var høj, dramatikken i top og opbakningen til at mærke.

“Det blev en rigtig, rigtig imponerende kamp. Vi vinder 24-20 (red: resultatet blev senere rettet til 24-19), tror jeg, efter en dramatisk kamp, en intens kamp, hvor FC Midtjylland i begge halvlege starter rigtig hårdt ud. Men vi kommer tilbage igen i begge situationer og holder os til de ting vi har snakket om. Det er fedt at se energi og fight, og også den opbakning vi får fra publikum. En fantastisk kamp og det er vi rigtig glade for”. Sådan sagde Allan Heine umiddelbart efter kampen, hvor kampens profil fra Viborg HK, Line Haugsted, også nævnte fight og fokus på aftaler som en vigtig faktor i sejren over ulvene.

I morgen, lørdag, går det løs på udebane mod Randers, hvor pigerne skal ud og fortsætte de gode takter der indtil nu er vist.

Netop Randers har tidligeret været hjemmebane for et par af vores spillerne, inkl. AG, der glæder sig til kampen. På spørgsmålet om, hvordan holdet skal omstille de mange gode elementer fra kampen mod FCM Håndbold, siger AG: “Det er en ny kamp, og vi skal være fuldt ud lige så skarpe på vores taktiske aftaler mod Randers, som vi var mod FCM. Randers har et godt hold, så vi skal være 100% klar. De har gode skytter, og er også stærke på gennembrud, så de kommer med et hårdt tryk og vi skal hænge sammen i forsvaret. Som altid skal vi bare kæmpe med næb og klør!”.

Vi håber at se rigtig mange fans til kampen mod Randers der spilles kl. 14.00.

(foto af Johnny Pedersen)