Så er pigerne endelig hjemme fra Ungarn!

I dag kl. 11.00 rullede spillerbussen ind med holdet, der endelig er hjemme fra træningslejr i Ungarn. Holdet har den sidste uge deltaget i en træningturnering, der bød på 3 sejre og dermed også den samlede sejr. Det blev til en 25-24 sejr i finalen mod  Budaörs. Pigerne har haft en god tur til Ungarn, og har i følge cheftræner Allan Heine fået meget ud af turen.

“Det har været en rigtig god uge, hvor vi har haft mulighed for at udvikle holdet både på og uden for banen. Vi har fået god modstand og haft 3 tætte kampe, som vi har trukket os sejrrigt udad.  Det er selvfølgelig også altid godt for selvtilliden at vinde, så på den konto har vi også taget noget med hjem,” fortæller Allan Heine.

Det var nogle trætte piger, der havde været oppe siden kl. 4 i morges. Vi nåede lige at fange tvillingerne, der ellers var på vej hjem for at slappe af:

“Det har været en rigtig god uge, som vi har fået meget ud af både på og udenfor banen. Igår sluttede vi turen med en dag i Budapest, hvor vi fik lov at leje turister og opleve byen. Det er godt for sammenholdet. Det har også været en hård uge med  varme træninger og nogle tætte kampe, så det er også dejligt at være hjemme igen,” fortæller Stine & Sidsel Bodholt.

 

Pigerne er nu hjemme i vante rammer igen, hvor resten af dagen står på hviledag, inden den imorgen og torsdag står på træning inden fredagens pokalkamp mod SønderjyskE.

“Nu er vi hjemme igen hvor vi skal have fuld fokus på at kode hovederne mod dansk modstand, vi har heldigvis både en pokalkamp og en træningskamp inden det går løs med turneringen den 3. september,”  Slutter Allan Heine.

 

En fiberskade, træningskampe og 30 grader

Træningslejren i Ungarn er i fuld gang. Siden truppen i tirsdags ankom til Ungarn har der været masser af tid til at træne, hygge og skabe det sammenhold, der ligger grundstenen for den kommende sæson.

Allerede onsdag spillede pigerne tre halvlege af 25 minutter mod ungarske Dunaferr. En kamp, der desværre endte i et nederlag på 33-35.

“Vi sled en del i defensiven, hvor vi manglede konsekvens. Samtidig ramte vi ikke et stabilt niveau angrebsmæssigt, hvorfor Dunaferr kunne løbe med sejren. På trods af nederlaget fik vi stadig rigt udbytte af opgøret, hvor flere spillere trådte i karakter på det individuelle” sagde Allan efter kampen.

Fredag skød pigerne træningsturneringen igang med en kamp mod Debrechen. En kamp, der endte uafgjort 20-20. Kampen var som træningskampe er flest. En blandet forestilling med gode momenter, såvel som udviklingsområder.

(Artikel fortsætter efter billedet)

Truppen har i løbet af de første dage skullet vænne sig til varmen og atmosfæren i hallen inden træningsturneringen med deltagelse af flere hold fredag blev skudt igang.

Netop varmen har krævet en del tilvænning for truppen, der har måttet sørge for at drikke en masse væske og have våde klude med til træning, for at afkøle kroppen. Heldigvis er der, trods varme, højt humør i truppen.

“Vi ankom til blå himmel og fuld solskin, så allerede fra start var der højt humør blandt os. Det blev kun bedre da vi fik at vide, at vi var blevet opgraderet il hotel med wifi. En stor forbedring fra sidst vi var her, hvor vi boede på college. Så der var ikke et øje tørt! Nu har vi været her et par dage og har overstået gode og varme træningspas. Heldigvis har vi også tid til at solbade og hygge sammen, så det ikke alt sammen drejer sig om træning og kampe,” fortæller Line Uno om turen til Ungarn.

(Artikel fortsætter efter billedet)

Når man træner og spiller håndbold er der risiko for skader. Det er desværre også tilfældet i Ungarn, hvor Allan Heine torsdag deltog i løbetræningen på den lokale atletikbane. Her måtte han se sig slået af en fiberskade, der trods alt ikke er værre, end at han i i dag kan grine af det.

“Jeg overlever skaden. Spørgsmålet er om jeg overlever drillerierne fra pigerne,” slutter Allan med et smil.

(artikel fortsætter efter billedet)

Allerede i morgen, lørdag, spiller pigerne igen kamp i Ungarn og vi har fået oplyst, at kampen streames HER
Vi gør opmærksom på, at streaming ikke styres af Viborg HK. Derfor kan vi intet gøre, hvis der er fejl i streaming, eller det aflyses.

Sverige eller Azarbaijan

“Jeg har aldrig tidligere været i en klub, med så uheldige lodtrækninger som vi tidligere har haft i Viborg HK. Sidste år endte vi på lagfart til russiske Lada, så jeg er spændt på, hvor vi ender i år” sagde Allan Heine inden dagens lodtrækning til EHF Cup.

Da vi er i andet seedningslag skal vi spille mod et af de vindene hold fra første seedningslag.

Lodtrækningen er faldet sådan ud, at vi kommer til at møde vinderen af kampen mellem svenske Lugi og Mingechavir fra Azarbaijan.

En lodtrækning som i Allan Heines øjne kunne være værre.

“Nu ved vi, at det bliver Sverige eller Azarbaijan, og uden at kende holdene indgående ser svenske Lugi stærkest ud. Så umiddelbart bliver det nok et dansk-svensk opgør, hvilket jo er et opgør mellem to stærke håndboldnationer. Under alle omstændigheder forbereder vi os på hård modstand. Vi skal dog ikke på forhånd melde holdet fra Azarbaijan ude,” siger Allan Heine ovenpå dagens lodtrækning, som han umiddelbart er tilfreds med.

Da vi kom sidst op af bowlen starter vi også EHF Cup på udebane. Første kamp skal spilles d. 14. eller 15. oktober.

Allan Heine bliver i Viborg HK

I Viborg HK er vi utroligt glade for at offentliggøre, at Allan Heine har forlænget sin kontrakt, så han bliver i klubben yderligere tre sæsoner.

Allan, der kom til klubben frem mod sæsonen 2015/16 har netop forlænget sin kontrakt, så han nu er tilknyttet Viborg HK yderligere tre år.

“Vi er utroligt glade for at Allan vælger at blive i klubben yderligere tre sæsoner. Det har haft høj prioritet at få aftalen med Allan på plads, og vi er glade for, at det har kunnet lade sig gøre. Vi arbejder med et højt ambitionsniveau i Viborg HK, hvilket Allan om nogen har været med til at efterleve. Sportsligt har han jo allerede vist, at han hører til blandt de bedst i ligaen. Derud over er Allan også den type leder, der går forrest udenfor banen. Det ser vi dag efter dag, hvor Allan engagerer sig i klubbens arbejde og fremtid. Vi er derfor ikke i tvivl om, at Allan er den rette til at videreudvikle Viborg HK og skabe de gode resultater” siger Direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.

Om forlængelsen siger Allan:

“Jeg befinder mig rigtig godt i Viborg HK og tror på, at vi går en enormt spændende fremtid i møde. Drømmen er jo igen at kunne løfte de helt store pokaler over hovedet inklusiv DM pokalen, og derudover også komme tilbage og deltage i Champion League. Jeg synes vi med de mange unge talenter vi har tilknyttet er godt på vej, og jeg er sikker på, at det nok skal udvikle sig til noget stort i Viborg. Jeg har de seneste halvandet år følt mig utroligt godt taget imod og jeg føler mig som en del af den her VHK-familie med et særligt VHK-DNA, så det har været en utroligt let beslutning for mig at blive.”

Netop VHK-DNA findes der masser af i Viborg HK, og særligt én person i truppen bærer den DNA. Nemlig holdleder, Liss Kristensen. Liss har været holdleder i Viborg HK i 18 år, og har været tilknyttet 11 forskellige cheftrænere. Hun glædes over Allans forlængelse, som hun kalder godt for klubben og holdet:

“Jeg er så glad for at høre, at Allan bliver i klubben. Han er en fantastisk person, der har startet noget rigtig godt i Viborg HK. Allan er træner nummer 11, som jeg er tilknyttet som holdleder, og jeg er imponeret over, hvad han har opnået i så ung en alder. Han er en moderne leder, der er god til mandskabspleje og at få alle samlet omkring et fælles mål. Man kan altid gå til Allan, hvis der er noget, og han er rigtig god til at inkludere lederteamet i arbejdet omkring holdet. Derud over er han jo også et stort familiemenneske, både hvad gælder hans egen familie, men også i forhold til vi andre. Jeg er virkelig glad for at arbejde sammen med ham!”

Målsætningen for den indeværende sæson er en plads i slutspillet. Denne synes indenfor rækkevidde, da holdet pt. ligger på andenpladsen efterfulgt at Team Esbjerg, som kommer på besøg d. 18. februar klokken 16.10.

#mereteammindreprofil – vi er Viborg HK !

Hvilken start på sæsonen!

Ved sæsonens start var det nok kun de færreste, der havde forestillet sig, at dette nye hold i onsdags spillede en regulær topkamp.

Jeg har flere gange rost spillerne for deres fornemme præstationer og jeg må igen anerkende deres store flid til både træning og kampe.

Selvom spillerne igen og igen har leveret varen, så skal æren også tilfalde de folk, der er i lederteamet. Lige fra direktøren til administrationen og hele vejen ned i maskinrummet til vores sundhedssektor i Jesper Abildtrup, Peter Holst og Lars-Henrik Thomsen, samt vores holdleder Liss Kristensen, fysiske træner Michael Knudsen og målvogtertræner Susanne Wilbek.

Disse personer er holdets skjulte profiler, som ikke trækker overskrifterne. Derfor kaster jeg gerne lidt glans deres vej. Årsagen til den gode start på sæsonen er netop det, vi flere gange har gjort opmærksom på. Vi er mere et hold end enkelte profiler. Eller omvendt så er der kun profiler, som skaber i hold.

Sidst vil jeg gerne sende lidt roser efter min assistenttræner, Bo Rudgaard. Han har ikke bare i sidste sæson, men også denne en stor andel i dette holds fremgang. Sparringen ved både træning og kamp flytter de små procenter i vores retning og derved øges chancen for succes.

Alt dette kan også siges meget enkelt – #mereteammindreprofil – vi er Viborg HK !

Allan Heine
Cheftræner